Her skal være styr på alt fra stald til mark

På Ravninggaard kan de lide at gøre tingene selv. Derfor har de maskiner til nærmest alt, og derfor gør de meget ud af at vedligeholde dem, så omkostningerne holdes nede.

Snitteren er fra 1996 og købt for syv år siden i en slags vrede over, at maskinstationen ikke kunne komme til den aftalte tid. Sprøjten var 25 år gammel, da den blev udskiftet sidste år.

Men malkerobotterne er Lely A3, og der er også mange andre nye maskiner på Ravninggaard ved Ribe.

»Jeg har den idé, at hvis vi selv gør tingene, bliver de gjort til tiden,« siger Ole Sørensen, der godt kan finde på at gå ud i maskinhuset for at reparere eller servicere maskiner, når børnene er lagt i seng om aftenen.

For det er en del af princippet i at holde omkostningerne lave:

»Alt, hvad vi selv kan lave, laver vi selv,« understreger Ole Sørensen.

En dårlig forretning, vil nogle måske mene, men de beregninger, Ole selv har lavet, viser noget andet.

»Måske har jeg ikke taget alt med. Derfor glæder jeg mig også til at få lavet en maskinanalyse i forbindelse med grovfoderekskursionen,« siger han

At engagementet ikke går ud over orden og oprydning på gården, ser man straks, man kører ind på gårdspladsen

Har det bedst med orden

»Jeg har det bedst med, at der er orden på tingene,« siger Ole Sørensen lige ud.

Om det kan gøres op i penge?

»Det ved jeg ikke. Men jeg kan se, at det smitter af på de unge mennesker, vi har ansat, at de altid ved, hvor tingene befinder sig. De får et større engagement. Så ja, på en måde,« svarer han.

Kontant kan orden og renlighed dog også aflæses i en mælkekvalitet, der altid er den bedste - celletallet er sjældent over 125.000.

Konserverer majsen

Da majsen sidste år blev lagt i stak, kunne man se et mærkeligt syn på Ravninggaard.

En flok unge mennesker, der med vandkander gik og vandede ensilagen.

Indholdet i vandkanden var konserveringsmidlet natriumbenzoat - og ideen, at de partier af dårlig ensilage, der nogle gange har været i toppen, skulle forsvinde.

»Året før tilsatte vi det direkte i snitteren, men vi kunne ikke rigtig se en effekt. Det virker bedre i år, men vi skal selvfølgelig have fundet på noget andet end de vandkander,« siger Ole Sørensen.

»Kan vi undgå at smide ensilage væk, er den halve time, det tager at bruge natriumbenzoat, givet godt ud,« siger Ole Sørensen.

Det handler om at have styr på tingene.

Faktaboks

  • Ravninggaard
  • Grovfoderekskursion
  • Starter på Korsvanggård, Gl. Darumvej 23, 6740 Bramming

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle