Intelligent landbrug er centrum for udstilling

Værktøjer, der kan bruges til at forbedre overblik og dermed bundlinje, er VFL's tilbud til landmanden på Agromek.

Med telefonen kan du scanne kemikaliedunken og se, hvad der er i, og hvordan det skal bruges. Eller om det straks skal på deponi.

Det er en af de nyheder, som Videncentret for Landbrug, VfL, kommer med på årets Agromek.

I det hele taget er VfL langt fremme i skoene hvad angår it.

Mælkeproducenten følger med

Programmet Kritiske Målepunkter - KMP - giver ét klik-overblik over, om alle områder i stalden kører, som de skal.

KMP er et modul i it-systemet Dairy Management System.

KMP bygger på de indberettede tal til og med dagen før, og fokuserer dermed på målingen den seneste uge eller den seneste måling.

På den måde kan man for første gang let og overskueligt følge nøgletallenes udvikling mellem kvartalsopgørelserne.

Prøvekaniner

Brugervenligheden har været prioriteret højt i udviklingen af programmet, hvor flere mælkeproducenter har været prøvekaniner i en papirudgave af programmet.

»De fik simpelthen udleveret en stak papirer, som skulle forestille de enkelte skærmbilleder, og så skulle de pege med fingeren ned i papiret, som man peger med computermusen på skærmen. På den måde kunne vi se, om programmet var logisk opbygget for brugeren, allerede før vi begyndte at programmere,« forklarer konsulent Lars Arne Hjort Nielsen.

Budget for din egen skyld

Ø90 online-budget er en anden af Videncentrets nyheder.

Ø90 online giver mulighed for overslag over alternative produktioner og investeringer eller en generel vurdering af virksomheden.

Der er også mulighed for at lave et detaljeret budget og et likviditetsbudget, der er en minutiøs planlægning af omkostninger, investering og balance. Produktionsbudget og budgetopfølgning er andre muligheder med systemet.

En af dem, der bruger systemet, er svineproducent Knud Jeppesen, Jelling.

»Vi bruger det meget. Hvis vi for eksempel kan se, at søerne giver underskud, laver vi et alternativt budget, hvor de er sat ud. Så kan vi beregne alle ændringer i omkostninger og gevinster - for eksempel ved salg af korn,« siger han.

Blandt VfL's tilbud er også en guidet rundtur for økologer til relevante stande.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle