Karsten Olesen tester nyudviklede farehytter til udendørs sohold

Der er god afsætning på svinekød fra udendørs og økologiske besætninger, men skal produktionen stige, kræver det blandt andet bedre farehytter.

Man tager alle de erfaringer, der er opsamlet gennem fællesprojektet med Økologisk Landsforening, Dyrenes Beskyttelse og Videncenter for Svineproduktion i perioden 2009-10, tilsætter en kreativ industridesigner og en engageret svineproducent og poder det hele med en virksomhed med erfaring i at bygge i glasfiber, så står man efter alt at dømme med en farehytte, der på mange måder kan blive et vigtigt skridt frem for dansk frilandsproduktion. Frilandsproducent Karsten Olesen, Fasterholt, er i hvert fald ikke længe om at dele roser ud til hytten, som er fremstillet hos virksomheden POCA Glasfiber i Hedensted.

»Jeg har haft en prototype til afprøvning de sidste par måneder, og det er noget helt andet end de hytter, jeg tidligere har arbejdet med,« siger Karsten Olesen, der har arbejdet med udendørs sohold siden 1993.

I dag har POCA Glasfiber netop leveret den sidst udviklede model til Karsten Olesen, hvor blandt andet pattegrisehulen er ændret, ligesom detaljer omkring åbningen er forbedret efter svineproducentens ønske. Han lægger gerne besætning til udviklingen af bedre farehytter og mener, at nytænkning er nødvendig.

»Vi skal have sænket dødeligheden og forbedret arbejdsforholdene for os, der skal passe søerne,« understreger han.

Han har tidligere testet nogle andre modeller af blandt andet stålhytter, men de var efter hans mening kun lidt bedre end de gamle A-hytter. Arbejdsforholdene var ikke forbedret tilstrækkeligt i forhold til A-hytterne, og opbygningen med smågrisehulen i midten fungerede ikke godt nok.

Ergonomi

Karsten Olesen er meget opmærksom på de ergonomiske forhold i hytterne. Efter i mange år at have kravlet ind gennem en smal, lav åbning når pattegrisene skulle tilses, trænger han alvorligt til bedre arbejdsforhold. Derfor er han særlig begejstret for, at POCA-hytten både er så høj, at han kan stå oprejst i den, og at der er en høj dør i hytten, så han ikke skal kravle på knæ ind i hytten.

»Den nye hytte har en dør, som jeg næsten kan gå oprejst gennem. Det er en klar forbedring, når det drejer sig om vores arbejdsforhold og om vores sikkerhed,« understreger Karsten Olesen.

Han hæfter sig også ved, at toppen i hytten åbner med en drivhusfjeder, så der er ventilation, når temperaturen er over 18-20 grader. Han håber, det reducerer problemet med de såkaldte »sommersøer« der går i stå under faringerne, når det er varmt. En anden detalje han hæfter sig ved er den lille inspektionsluge, der er monteret øverst i mande-døren. Den er god, når man vil tilse en so der farer, men ikke ønsker at forstyrre hende.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle