Fortidens ukonstruktive råben op er medvirkende til den nuværende miljøregulering, påpeger Jørn Jespersen, formand for Natur og landbrugskommissionen.
Ingen elsker den nuværende miljøregulering. Landbruget er imod, at alle skal lave randzoner, uanset om det gavner miljøet, og de grønne organisationer synes alligevel ikke, der bliver taget hensyn nok til miljøet. Men nu skal der andre boller på suppen. Natur- og landbrugskommissionen satser på en ny miljøregulering, der ikke på samme måde som i dag har til hensigt at begrænse produktionen for at mindske forureningen.
»Alle parter skal komme ud af det som vindere,« siger Jørn Jespersen (JJ), formand for Natur- og landbrugskommissionen, som LandbrugsAvisen har inviteret sammen med Henrik Frandsen (HF), viceformand for Landbrug & Fødevarer, der er godt tilfreds.
JJ: »Fordi det gavner alle parter. Det vi siger nu er, at man skal være enige om målene og bagefter finde løsningerne. Og vi skal gå mere målrettet til værks og finde de billigste virkemidler, og landmændene skal have mere frie rammer til at vælge, hvordan de vil tilrettelægge produktionen. Hvis man sætter mere ind for eksempel med kvælstofreduktion, der hvor det virker bedst, kan man lade være at gøre noget, der hvor kvælstof ikke betyder noget. Så sparer man penge, fordi man minimerer udgiften til virkemidler og ikke mister så store produktionsindtægter. Det er der ingen, der modsiger.«
HF: »Det fantastiske er, at vi skal forlade generelle virkemidler - at vi skal måles på udledning og ikke produktion. Det giver rigtig god mening for landbruget. I dag overregulerer vi nogle steder med den generelle regulering. Vi forstår ikke, at vi skal have randzoner, der hvor de ikke virker. Men i et vandopland med fosfor, der skråner ud mod åerne, virker de fint. Vi skal finde de mest omkostningseffektive virkemidler , og det kan være vidt forskelligt fra sted til sted. Vi kan meget bedre leve med krav, hvis vi må spille ind med de intelligente løsninger. Hvis vi får lov at producere løs på de robuste jorde, vil det samlet set give overskud for landbruget.«
JJ: »Det er svært at sige. Jeg tror en forklaring er, at man er blevet klogere og har fået større faglig indsigt i, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Grunden er også at vi ikke har haft en konstruktiv debat. Fortidens ukonstruktive råben og skrigen ad hinanden, har ikke hjulpet. I en sådan situation er det nemmere med ensartede løsninger, der gælder alle.«
JJ: »Nej, man kan ikke pege fingre ad nogen bestemt. Alle parter har råbt og skreget og slåsset og sagt 9.000 ton, 19.000 ton eller 32.000 ton. Er der ikke fælles forståelse af målene, finder man ikke løsninger, så bliver alle kede af det og er sure bagefter. Hvis politikerne ikke kan finde en løsning i samtale og dialog, er de nødt til at lave generelle virkemidler.«
HF: »Man siger, at hvis man skal behandle sine børn lige, skal man behandle dem forskelligt. Alle landmænd er behandlet lige ringe, og det har kun haft alt for ringe effekt. Med målrettet regulering bliver vi behandlet forskelligt, og det skal vi være klar til, og det nytter ikke at gå ind med fastlåste meninger.«
HF: »Der må vi spille konstruktivt ind. Vi har for én gangs skyld mulighed for at bringe ro på miljøområdet, hvis vi bevarer koncentrationen og arbejder med på de anbefalinger, der er kommet.«
HF: »Vi må lave en ordning der gør, at vi samlet set kan få det hele i mål med miljøregulering, der er billigere og ikke produktionsbegrænsende. I dag bruger man 96 mio. kr. på randzoner, men man kunne nøjes med en tredjedel af arealet og få samme miljøeffekt. Så er der penge til andre indsatser. Alle skal ud af det med skindet på næsen. Jeg forestiler mig, at vi skal målrette landdistriktsmidlerne til de tiltag her.«
HF: »Lige meget om vi får en ny måde at regulere på eller ej, vil de sårbare områder alligevel blive ramt. Vi kan ikke bare lukke øjnene, og så går det over, vi må spille med.«
JJ: »Hvis nogen tror, de kan påvirke beslutningerne ved at råbe højt og protestere uden at være konstruktive, så tager de fejl. Mit skrækscenario er, at nogle slet ikke anerkender nødvendigheden af fortsat miljøindsats. Så bliver modsvaret let mere generel regulering. Vi skulle gerne frem til at landmænd siger: OK, nu får vi nogle konkrete krav, men vi kan se, at de virker. Og vi kan se, at vi får mere frihed lokalt, så vi kan bruge vores faglige viden, stolthed, håndværk og kreativitet til at finde de bedste løsninger.«
