Kverneland er bedste fabriksplov

DM i fabriksplov blev vundet af Kverneland-plov, der gav jorden god pakning og vending.

"Kvernelandploven efterlod jorden i en stand, så det var svært for en hare at gemme sig bag totterne," sagde Arne Gejl, dommer ved DM i fabriksplov.

En ikke helt uvæsentlig perspektivering af plovens arbejde. Arne Gejl udtalte, at Kvernelands plov gav jorden en god pakning og vending, og på den måde undgik at efterlade græsstykker med videre, som ville gøre såbedsetableringen besværlig.

Den næstbedste plov i denne disciplin var Pöttingers plov, som lå 3,5 point under Kverneland.

Godt såbed kræver god vending af furen

Generelt sejrede Kverneland i alle disciplinerne, og det var kun i disciplinen "orden ved enderne", at Kverneland ikke fik topkarakter. "Orden ved enderne" er hentet fra den traditionelle konkurrencepløjning, hvor det handler om at hæve ploven i rette øjeblik ved forageren.

Disciplinen "furens vending" bød generelt på høje point, hvor kun ploven fra Gregorie Besson fik en bundplacering med 7,5 point. De øvrige placerede sig fra 10,5 til 18,5.

"Furens vending handler i høj grad om, hvilken tilstand jorden efterlades i til såbedsforberedelsen. Især i grønjord er det vigtigt, at der ikke stikker totter frem fra den nypløjede mark. Det gør den videre bearbejdning besværlig," sagde Arne Gejl.

Højere hastighed ønskværdig

Furens ensartethed var den disciplin, som skabte størst variation imellem deltagerne. Igen toppede Kverneland med 19,5 point imod Gregorie Bessons 7,5 point.

Især hastigheden har effekt på furens ensartethed, og dommer Arne Gejl så da gerne, at deltagerne havde kørt lidt stærkere.

"Konkurrencens grundelement er at vise ploven i en hverdagslignende aktion. Hjemme på bedrifterne kører de stærkere. Det burde I også gøre - det kan ses på furerne," sagde Arne Gejl.

Dommerleder Jens Iversen noterede med overraskelse, at vinderen af Fabriksplov i 2009, Agrolux, end ikke nåede i top tre.

"For mig at se indikerer det, at fabrikanterne skal øge deres fokus på at finde den rigtige "landmandsplov"," sagde Jens Iversen efterfølgende.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle