Kvinderne fravælger mændene på landet

Men hvorfor? Det har vi spurgt to land-kvinder om.

Kære mandlige læser.

Er du single, vil jeg anbefale dig at springe et par afsnit ned. Vi skal nemlig lige starte med de dystre facts om dig, dine ’brødre’ på landet og de kvinder, som I ser alt for få af.

En ny undersøgelse foretaget af Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter viser nemlig, at vi mænd er i overtal på landet.

I aldersgruppen 20-29 år er der således kun 83 kvinder for hver 100 af os.

På landsplan er der 92 kvinder for hver 100 mænd i aldersgruppen, men det er fordelingen af kvinder og mænd i byerne, som trækker gennemsnittet op. I byområderne er der således 102 kvinder for hver 100 mænd i alderen 20-29 år.

Svedige handymænd på mode

Men der er stadig håb for dig, mandlige, single læser.

Det mener i hvert fald Lone Andersen, medlem af Landbrug & Fødevarers primærbestyrelse og aktiv landkvinde bosat i vestjyske Lyne.

»Svedige handymænd med muskler er eftertragtede hos nutidens kvinder, som også søger tryghed og overskuelighed i hverdagen. Alt det kan man få på landet,« siger hun.

Landets friske luft contra byernes stadig mere forurenede luft bør også tiltrække flere kvinder til et liv på landet.

»Boligerne er også væsentligt billigere herude. I stedet for at stå på venteliste til en lille lejlighed kan man få en villa her ude til en pris, som gør det muligt at sætte sit eget præg fra kælder til loft. Og er mandens hænder godt skruet på, kan han lave det selv, og det tiltaler de moderne kvinder,« siger hun.

En anden landkvinde, Inger Skamriis Andreasen, formand for Familieudvalget i Landbrug & Fødevarer, tror, at den stigende tilgang af kvinder til landbrugsskolerne kan give en hjælpende hånd til den sørgelig statistik.

»Én ting er, at mændene ikke kan finde en mage, men i det store perspektiv betyder det også, at landdistrikterne affolkes,« siger hun bekymret.

Af med overalls'ene

Men som mandlig, single læser kan du også selv gøre noget, mener de to landkvinder.

»Smid overalls'ene i stalden og tag et smut til byen til festival. Og forsøg så, om du ikke kan få en pige med hjem, for der er piger nok til alle mænd,« lyder rådet fra Lone Andersen.

Så, kære mandlige læser, hvad venter du på?

PS: Er du kvinde og single og har læst med indtil nu, så bare rolig. Din drøm om landliv og handymand skal nok ske fyldest.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle