Landet rundt noter

Hele Danmark kan høre om skuet, når Cafe Hack sender søndag 29. juni.

Thy Madfestival og Dyrskue blev en bagende varm festdag på den fire hektar store dyrskueplads i Hurup, hvor alle hjørner var taget i brug for at rumme alle dyr og udstillinger.

Skuet i Hurup var med kort varsel blevet ekstra stort, da mange udstillere og aktiviteter fra det aflyste dyrskue i Nykøbing flyttede til Hurup. Det gav trængsel, også ved billetlugerne, hvor næsten 6.000 gæster løste adgangstegn, og dermed var der sat publikumsrekord i Hurup. Begejstringen over det vellykkede skue var da også mærkbar hos Niels Eriksen, skueformand og næstformand i LandboThy.

Omkring 400 katalognumre dyr var på skuet og 100 udstillere af produkter og maskiner til landbrug, hus og have.

På madfestivalen blev præsenteret et skønsomt udvalg af thylandske og nordjyske specialiteter, og smagsprøver på nyheder fra Tican, en lufttørret nakke og en ny spegepølse udviklet i samarbejde med mesterkokken Bo Jacobsen, blev revet væk.

Vand og atter vand var, hvad der blev diskuteret på pladsen. Mangel på vand til afgrøderne og vand til at slukke tørsten på den varme dyrskueplads. Det sidste blev der gjort noget ved. De fleste udstillere udleverede gratis vandflasker, som gæsterne flittigt fyldte ved vandhanerne på pladsen.

Café Hack fra Hurup

En særlig oplevelse fik de skuegæster, som havde løst billet til talkshowet Café Hack med værten, Søren Dahl. Gæst i radioprogrammet var Tican-direktør Ove Thejls, der berettede om sin karriere i slagteribranchen og snakkede om fødevaresundhed og slagteriprodukter. Andre gæster var Lars Lilholt Band og Finn Nissen alias Viggo Sommer kendt fra De Nattergale. Hele Danmark kan høre med søndag 29. juni kl. 10.00 på DRP4.

Ove Thejls havde en anden hovedrolle på skuet, nemlig som hovedtaler. Godt hjulpet af en noteringsstigning til over 10 kr. pr. kg den følgende uge forsøgte han at indgyde svineproducenterne lidt mod. Han tror på bedre tider hen over efteråret hjulpet på vej af kombinationen lavere foderpriser og højere afregning. Ove Thejls undlod dog heller ikke at omtale slagterilukningerne i Skive, Hurup og Nykøbing som triste begivenheder, der rammer det nordvestlige Danmark særlig hårdt.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle