Landmand: Mange følelser og myter om grundvand

VAP-systemet sikrer, at de plantebeskyttelsesmidler, vi bruger i dag, ikke forurener grundvandet.

Mange tale om, at vi i Danmark har en helt unik drikkevandsforsyning, fordi alt drikkevand baserer sig på grundvand. Men der er mange andre steder i verden, hvor man benytter simpelt renset grundvand til drikkevand.

»Det unikke i Danmark er faktisk, at vi overvåger grundvandet i en særlig grad, især det terrænnære grundvand«, siger Nikolaj Ludvigsen, chefkonsulent i Vand og Natur hos Landbrug & Fødevarer.

Overvågningen af det terrænnære grundvand er samlet under seks forsøgsmarker. Systemet kaldes ’Varslingssystem for udvaskning af pesticider til grundvand’, forkortet til ’VAP’, og har fungeret i snart 20 år. Markerne ligger ved almindelige landmænd og dyrkes med et normalt sædskifte. Dog sprøjtes der hovedsageligt med fuld dosis af det tilladte for give Miljøstyrelsens godkendelser et ’virkelighedstjek’.

VAP giver sikkerhed

Under markerne er der placeret sugeceller lige under planterødderne. Der er også etableret boringer til at måle det lidt dybere grundvand, og der måles også på drænvandet. Igennem tiden har omtrent halvdelen af pesticiderne på det danske marked været testet, og det har medført enkelte justeringer i dosis samt forbud for et enkelt stof.

»VAP-systemet giver dermed den nødvendige sikkerhed for, at de stoffer, som anvendes i dag, ikke giver anledning til forurening af grundvandet«, forklarer Nikolaj Ludvigsen

Rundt i Danmark er der desuden placeret cirka 800 prøveboringer (GRUMO-boringer), hvor staten måler det yngste grundvand for kvælstof og pesticider. Der er etableret boringer i forskellige dybder, alt fra 2 til 80 meter, hvor man i de seneste år har øget fokus på det yngre grundvand. Årligt publiceres en rapport med resultater fra overvågningen, og der er tydelige beviser for, at det yngre grundvand bliver renere år for år.

Slutteligt testes alt grundvand i boringskontrollen. Alle almene vandværker skal mindst en gang hvert fjerde år teste deres boringer for pesticider og nitrat. Mindst én gang årligt testes afgangsvandet også for pesticidrester, så forbrugerne kan være sikre på, at det leverede vand overholder kravværdier.

»Miljøstyrelsens godkendelser og det tredelte overvågningssystem giver en rigtig god beskyttelse af grundvandet. Fortidens synder skal ikke gentages, og det arbejdes der sandelig også seriøst med. Derfor er det også beskæmmende, at nogle interesseorganisationer og politikere sår tvivl om statens godkendelser af pesticider og overvågning af grundvandet«, siger Søren Thorndal Jørgensen, chefkonsulent hos Landbrug & Fødevarer, Vand & Natur.

Godt at kunne bidrage til fakta

Mogens Haugaard fra Rødvig på Stevns er en af de landmænd, der hjælper med at skaffe fakta om grundvand og plantebeskyttelsesmidler. En af hans marker er del af VAP-overvågningen, og det glæder på mange måder Mogens Haugaard at være med i arbejdet.

»Vand er et tema, hvor følelserne er meget i spil, og hvor der er mange myter. Derfor er det vigtigt at vi får lavet konkrete målinger, så der kommer fakta på bordet, og det tager jeg selvfølgelig meget gerne del i, Samtidig er det også meget interessant og lærerigt at følge med i arbejdet, og vi har et fremragende samarbejde med eksperterne«, siger Mogens Haugaard.

Han får en kompensation svarende til den almindelige forpagtningsafgift i området, så det er ikke nogen guldmine at være VAP-vært.

»Det kan da også være en smule irriterende i forhold til omdriften, men det betyder mindre i forhold til, at jeg kan bidrage til at få nogle solide data på bordet. Så for mig giver det rigtig god mening at være med«, siger Mogens Haugaard.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle