L&F: Ingen tvivl om mælkekvoter

Intet som helst tyder på, at mælkekvoterne bliver forlænget ud over 2015, vurderer Landbrug & Fødevarers EU-politiske chef.

EU’s mælkekvoter vil som planlagt og besluttet falde væk 1. april 2015 - der er overhovedet ingen tegn i sol og måne på andet.

Så klar er vurderingen fra Landbrug & Fødevarers EU-politiske chef, Niels Lindberg Madsen, i en kommentar til avis-forlydender om »ny usikkerhed« om mælkekvoternes fremtid. Forlydender der bygger på, at både en række EU-lande og dele af Europa-Parlamentet gerne ser kvoterne forlænget.

»En and«

Men den situation er ikke ny, mener Niels Lindberg Madsen, der betegner historien som »en and«.

»Jeg mener ikke, der kan herske tvivl om, at kvoterne bliver udfaset pr. 1. april 2015. Der har altid været EU-lande og visse regioner i EU, der er nervøse ved udsigten til, at kvoterne skal ophøre. Det er ikke nyt, og det var der også, da beslutningen blev truffet.«

»Skal der ændres på beslutningen om at ophæve kvoterne, kræver det, at EU-Kommissionen fremsætter et nyt forslag. Det har den ikke gjort på trods af den økonomiske krise og på trods af presset fra en række lande. Tværtimod har Kommissionen gentagne gange bekræftet beslutningen om at udfase kvoterne fra 2015,« siger Niels Lindberg Madsen.

»Risikoen, for at kvoterne forlænges, er for mig at se meget tæt på nul!«

Kommission bekræfter

En ny rapport fra EU-Kommissionen fra 10. december bekræfter Niels Lindberg Madsens vurdering.

Her konstaterer Kommissionen, at udfasningen af kvoterne forløber planmæssigt: I de fleste EU-lande har kvoterne ingen betydning i forhold til at begrænse produktionen, eftersom landene ikke producerer mælk nok til at udfylde deres kvoter. Kvoteprisen er derfor nul eller tæt på, konstaterer EU-Kommissionen.

Det gælder dog ikke Danmark, hvor den aktuelle kvotepris er på mellem 75 og 79 øre.

»Når kvoten fortsat har en værdi i Danmark, er det, fordi kvoterne her fortsat virker begrænsende for produktionen. Producenter, der har udsigt til en kvoteoverskridelse, frygter superafgiften og investerer derfor i mere kvote,« forklarer chefkonsulent Susanne Clausen, Dansk Kvæg.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle