Mælkeprisen er rekordhøj: 3,15 kr.

Aldrig har prisen på mælk været højere. Det giver kasse til mælkeproducenterne, der i gennemsnit kan regne med et overskud på 64 øre pr. kg mælk.

Med en gennemsnitlig afregning på 3,15 kr. for konventionel mælk og 3,70 kr. for økologisk mælk, kan danske mælkeproducenter smile og konstatere, at de aldrig nogensinde tidligere har fået så meget for mælken.

Det betyder et driftsresultat på i gennemsnit 64 øre pr. kg mælk, og man skal tilbage til 2007 for at finde så godt et driftsresultat.

Det er lavere produktion i både EU og New Zealand kombineret med en stabil høj efterspørgsel, der har fået den danske mælkepris til at stige med omkring 50 øre siden årsskiftet.

30 øre bedre end 2012

I 2013 forventes driftsresultatet som helhed at blive 30 øre bedre pr. kg produceret mælk end i 2012.

Her slår den høje mælkepris igennem, mens de øvrige omkostninger er stort set de samme, som de var sidste år, fremgår det af Kvægøkonomisk Ugebrev udgivet af Videncentret for Landbrug.

De andre bremsede op

Det nuværende høje niveau i mælkeprisen skyldes en opbremsning af produktionen i en række andre lande.

»Det forringede bytteforhold i 2012 førte til en opbremsning af produktionen i EU. Det blev forstærket af det relativt lave græsudbytte i Vesteuropa på grund af det våde, kolde forår i 2013,« forklarer chefkonsulent Susanne Clausen, Videncentret for Landbrug, Kvæg.

I New Zealand blev produktionen reduceret på grund af tørke.

Samtidig har efterspørgslen efter mælk ligget på et stabilt, højt niveau.

Stigende global produktion ventes at få mælkeprisen til at falde i 2014, men den gennemsnitlige mælkepris hele året bliver formentlig højere end den gennemsnitlige pris i 2013.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle