Med en ekstra arbejdsdag kan DC-slagteri i Skærbæk fortsætte

Danish Crown beholder det sønderjyske slagteri i Skærbæk. Det sker på bekostning af lukning af so-afdelingen i Sæby og en ekstra arbejdsdag for medarbejderne.

Lørdag skal fremover være fast arbejdsdag for de 85 medarbejdere på Danish Crowns slagteri i Skærbæk. Det indgår som en del af den aftale, som efter et halvt års forhandlinger nu er faldet på plads.

»Vi kan beholde slagteriet som en kombination af rationaliseringer og et samarbejde med medarbejderne på slagteriet. På grund af deres utrolig konstruktive tilgang er det lykkedes at finde en hel del besparelser i Skærbæk. Derudover betyder lukningen i Sæby flere grise til slagteriet,« siger pressechef i DC Jens Hansen. Aftalen indebærer, at so-afdelingen i Sæby lukker, hvor 29 medarbejdere vil blive berørt af lukningen.

»Vi forventer at kunne tilbyde langt de fleste medarbejdere andet arbejde på slagteriet i forbindelse med naturlig afgang, men der kan forekomme kortere ledighedsperioder,« siger CEO for DC Pork Jesper Friis.

Forpligtet til investeringer

Danish Crown har forpligtet sig til at investere i slagteriet i Sæby for også på den måde af øge effektiviteten. »Jeg kan ikke sige det præcise beløb. Men det er et to-cifret millionbeløb,« siger Jens Hansen. Investeringerne skal blandt andet gå til forbedring af maskiner og teknologi på slagteriet. Man forventer, at driften på slagteriet kan forbedres med 15. mio. kroner årligt med nye omlægninger. So-slagteriet i Skærbæk slagter årligt 240.000 søer.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle