Mink: Stor prisstigning på vej

Produktionen falder 25 procent. Det kan betyde en prisstigning på 20 til 30 procent.

Auktionarius råber. Købere nikker. Og hammeren falder. Årets fjerde pelsauktion er i fuld gang i disse dage i Glostrup.

I skrivende stund kender ingen det endelige prisniveau på auktionen, der startede i mandags og først slutter på onsdag.

Men en ting er sikker. Med priser på henholdsvis 227, 226 og 243 kr. i gennemsnit for danske skind på de tre seneste auktioner, trænger prisen til et gevaldigt løft. Og gerne snart.

For selv med en pris på 243 kr. pr. skind, får kun omkring ti procent af de danske avlere, dækket deres omkostninger.

Men der er lys forude. For netop som en reaktion på den lave pris styrtdykker produktionen af minkskind over hele verden. Og det kommer til at give et mærkbart løft af skindprisen.

På verdenssplan falder produktionen af minkskind med ikke mindre end 25 procent fra sidste år til år. Fra 72 til 54 mio. skind.

Det viser en opgørelse Kopenhagen Fur har foretaget på baggrund af blandt andet tællinger af avlsdyr og mængden af foder leveret af fodercentraler verden rundt.

Ud fra de tal vurderer seniorrådgiver på Københavns Universitet Henning Otte Hansen, at minkprisen får et løft.

»En så stor reduktion i produktionen, som 25 procent er, får en markant betydning for prisen, da prisen på mink er meget afhængig af produktionen. Mit bud er, at prisen stiger mellem 20 og 30 procent,« siger Henning Otte Hansen.

Det interessante spørgsmålet er, hvornår prisen stiger. Dertil svarer han:

»Der kan være lagre rundt om i verden, som skal tømmes, før vi ser hele effekten af den faldende produktion. Dertil kommer, at andre forhold end blot produktionens størrelse har en betydning.«

Her tænker han eksempelvis på situationen i Rusland, der gennem mange år været verdens største importør af pelsbeklædning, men hvor en lav oliepris og eøkonomisk krise dæmper russernes købelyst.

»Men ser vi på udviklingen over de sidste 10 til 20 år, har prisen fulgt tre næsten identiske ’prisbølger’. Hvis den aktuelle bølge følger samme mønster, er bunden nået nu, og vi kan forvente pæne prisstigninger inden for ½ til 1½ år.«

Han advarer dog imod at håbe på, at prisen når op på rekord-niveauet fra 2013, hvor danske skind i gennemsnit blev solgt for 612 kr.

Kopenhagen Fur vurderer også, at der store fald i produktionen vil give en prisstigning.

»Men vi tør ikke byde på, hvor meget eller hvornår den stiger.« siger Tage Pedersen, formand for Kopenhagen Fur.

Faktaboks

Salgspris minkskindGennemsnit for danske skind

  • 2013: 612 kr.
  • 2014: 324 kr.
  • 2015: 386 kr.
  • 2016 (de 3 første auktioner): 227, 226 og 243 kr.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle