Nu skal landmænd have pengene hurtigere

Det skal være nemmere at søge om tilskud, og pengene skal komme hurtigere.

I dag venter utallige landmænd på støtte til modernisering af stalde, som de søgte for mere end halvandet år siden. Økologerne har også oplevet at vente mere end et år på øko-støtten. Men sådan skal det ikke være fremover. Landbrugstyrelsen har nemlig nu, hvor udflytning er fortid, lavet en ny strategi med nye mål. Et af dem er, at pengene skal hurtigere ud til landmændene. Helt konkret skal der i 2022 være dobbelt så mange udbetalinger som i dag klar før årsskiftet, når det gælder eksempelvis økologi og plejegræs, og sagsbehandlingstiden på projekttilskud skal være 40 procent hurtigere.

Den nye strategi hedder ’Nemt, enkelt og til tiden’. Dermed prøver styrelsen netop af gøre op med de kritikpunkter, den så tit har måttet høre på: Pengene lader vente på sig, det er ikke til at søge støtte, og vejledningerne er ikke til at forstå.

Mere digitaliserng

Ifølge Jette Petersen, direktør i Landbrugsstyrelsen, handler den nye strategi om mere digitalisering til glæde for alle parter. Landmænd og konsulenter vil opleve en helt ny og bedre kundeportal.

»Jo mere automatisering, der er, des mindre arbejde er der i det, og jo hurtigere kan vi sagsbehandle og udbetale støtten«, siger hun.

Hun påpeger, at det med nemt, enkelt og til tiden er vigtige mål for styrelsen.

»Det forpligter, og er der problemer, må vi tage fat om dem«, siger hun.

Skal opleves som service

Jette Petersen ønsker, at landmændene skal opleve en styrelse, som vil dem, forstår dem og tænker deres hverdag ind i administrationen.

»Vi ser indikationer på, at vi er på rette vej. Men det skal også opleves af landmændene i hverdagen«, siger hun.

Et konkret mål er, at landmænd skal taste færre data. Mere skal automatiseres. Breve, som styrelsen sender i dag, skal gøres unødvendige, så landmænd fortstyrres mindre, og når politikerne får en idé, skal der gå maks et halvt år, før den er ude at virke. En ordning med tilskud til stalde, som det for nyligt har taget halvandet år at få til at køre, bør højst tage seks måneder i fremtiden.

»Vi satser på det og har penge til det, og så gavner det både landmænd og skatteydere«, siger Jette Petersen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle