Ny smågrisestald skal sikre fremtiden på Peterslyst

Investeringen i en smågrisestald og foderlade til 10 mio. kr. gør, at Finn Schmidt får nemmere logistik og en bedre salgsvare.

Sidste fredag kunne lokale og andre interesserede kigge nærmere på Finn Schmidts nyeste tilbygning ved et åbent hus-arrangement. Tilbygningen består af 2.700 kvadratmeter foderlade, smågrisestald, bufferstald og sektion til omkring 150 polte.

Det er syv år siden, at Finn Schmidt, Klovborg, sidst byggede nyt, da han øgede soantallet til godt 1.100.

Hidtil har han solgt 24.000 af sine grise ved 7 kg, mens 8.000 smågrise, der køres til en naboejendom, er solgt ved 30 kg. Det ændrer nybyggeriet på.

»Jeg har en drøm om at sælge alle mine grise ved 30 kg, da de er nemmere at komme af med. Alle ved, at køberne helst vil have en 8 kgs-gris, så ens soanlæg bliver mere og mere presset i takt med højere produktivitet,« forklarer han om sin beslutning om at udvide.

Ingen problemer med afsætning

Han understreger, at han grundet højeste sundhedsstatus hidtil ikke har haft problemer med at få afsat sine 7 kgs-grise.

»Men 30 kgs-produktion giver flere ben at stå på. Jeg kan vælge at eksportere grisene, eller finde en dansk aftager. Heldigvis - og det er jeg stolt af - er det lykkedes mig at finde en dansk aftager,« forklarer han.

Finn Schmidts byggeri er foregået i totalentreprise med Kjargaard Byg. En løsning han ikke fortryder.

»Totalentreprisen gør, at jeg ikke er nær så stresset som ved tidligere byggerier. Jeg tror ikke, jeg har kunnet gøre byggeriet billigere selv, og der er ingen tvivl om, at det nok ikke bliver billigere at bygge end nu,« siger han.

Inventar i plast

Medarbejderstaben tæller fire fuldtidsansatte og en elev. Han forventer ikke, at der skal ske ændringer med staben trods nybyggeriet.

Soanlægget er forbundet med en gang til det nye staldanlæg, der består af otte sektioner til smågrisene. Det gør logistikken nem.

»Jeg har tilstræbt at gøre byggeriet så enkelt og rationelt som muligt. Desuden har jeg valgt materialer i plast, som er nemme at rengøre. På den baggrund forventer jeg ikke at skulle ansætte flere folk,« forklarer han.

Med det nye anlæg i brug forventer Finn Schmidt, at det kan bidrage til, at han kan komme i topti procent af landets smågriseproducenter.

»Vi er på 34 grise pr. årsso, men smågriseanlægget er forberedt til en højere produktivitet. Det betyder, at der i starten er behov for 720 stipladser pr. sektion. Men hver sektion har plads til 800 grise, så der vil være mere plads i starten, og det forventer jeg, de kvitterer for,« siger han.

Faktaboks

5 Anbefalinger fra Finn Schmidt til staldbyggeri

  1. Forberedelse: Forbered inden byggestart, på den måde kan man undgå ekstra regninger.
  2. Inventar: Jeg har valgt plastinventar, fordi jeg har gode erfaringer med det. Desuden gør det rengøringen nemmere.
  3. Foderanlæg: Vælg et anlæg der er nemt at vaske. Nogle foderanlæg kræver, at de skal skilles ad for at blive rengjort.
  4. Elektronik: Jeg har valgt, at al elektronik til klimastyring og hejs af overdækninger sidder ude på gangen, fordi klimaet er for barsk inde i staldene. 
  5. Fremtid: Anlæg stalden så den ikke forhindrer fremtidige behov for udvidelse. Jeg skal fjerne en gylletank, men ellers er staldanlægget forberedt til en fordobling i fremtiden.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle