Ny vaskehal ved Padborg inden sommer

Den kommende vaskehal ved Padborg, som VSP vil bygge, forventes at stå klar inden sommeren 2015.

Den hastigt stigende eksport af smågrise og udefrakommende sygdomstrusler i form af PEDv og afrikansk svinepest rykker tættere og tættere på landets grænser.

Det er nogle af årsagerne til, at VSP i september tog en principbeslutning om at finde en afløser for vaskehallen i Padborg, der modtager langt de fleste transporter med svin, når de vender retur fra det store udland.

»Der er to aspekter i forhold til byggeri af en ny vaskehal. Dels, så har vi set en eksport, der er gået fra tre-fem mio. smågrise for 10 år siden til antageligt tæt på 11 mio. i år. Det har givet et stort pres på den eksisterende vaskehal, der i forvejen er godt brugt, og dels er der behov for, at vi får en vaskehal, hvor vi kan vaske markant bedre,« vurderer Bent Nielsen, afdelingschef i VSP.

 

Kortere karantænetider

En af fordelene med en ny og mere moderne vaskehal bliver, at transportørerne ikke længere behøver at lade deres chauffører holde stille i 48 timer efter vask, hvis de kommer direkte fra et højrisiko-land som fx Polen, hvor der er konstateret afrikansk svinepest.

»Fremover bliver karantænen 12 timer, når lastbilerne kommer gennem den nye vaskehal, hvor en vask vil tage to timer og omfatte en grundig vask og desinfektion, som bliver udført at folk, der er ansat af VSP,« forklarer han.

Hidtil har vaske- og desinfektionsprocessen været udført af chaufføren selv og så kontrolleret efterfølgende af ansatte aflønnet af VSP - og det er ikke godt nok såfremt karantænetiden skal nedsættes fra 48 til 12 timer.

Forudsætningen for at gå fra 48 til l2 timers karantæne er en grundig vask af alle overflader med sæbe og vand, grundigt udskylning og herefter meget effektiv desinfektion på alle overflader. Det kræver uddannede folk at nå det mål.

»Men det ændrer vi på med den nye vaskehal, hvor det er vores folk, der vasker bilerne,« forklarer Bent Nielsen.

Byggeriets økonomiske ramme og endelige placering er ikke fastlagt, men det står klart, at hallen kommer til at ligge i nærheden af Padborg.

Hidtil har brugerne fået lastbilerne vasket gratis, men der har været talt om, at brugerbetaling kan blive fremtiden.

»Det er besluttet, at det er VSP-penge, der bygger hallen, men driften er til politisk behandling,« siger han.

Trods de uafklarede forhold om endelig placering og betaling for driften er målet, at hallen står klar inden sommeren 2015.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle