Nye sprøjtemidler er nu godkendt

Flere kendte midler i ny blanding er nu godkendt. Bl.a. Adimax, en blanding af Boxer og Topik mod græsukrudt i hvede efterår.

Nye sprøjtemidler er mere undtagelsen end reglen i disse år. Men nu er der godkendt et par nye af slagsen - eller rettere nye blandinger af kendte midler. Det ene hedder Adimax og består af to kendte midler i koncentration 1,0 Boxer + 0,1 Topik.

»Adimax er en færdigformuleret løsning mod græsukrudt i vinterhvede efter fremspiring. Midlet optages og virker forskellige steder, det har nemlig både jordeffekt (Boxer) og bladeffekt (især Topik). Så man er dækket ind, både hvis noget ukrudt er for småt og andet er for stort,« fortalte Martin Clausen fra Syngenta på Konsulenttræf for landets planteavlskonsulenter i Fredericia sidst i august.

Adimax virker meget bredt og bekæmper rajgræs, rævehale, vindaks, rapgræsser og flyvehavre. Det bedste sprøjtetidspunkt er i hvedens stadie 11-14 (1.-4. blad udfoldet), når græsukrudt har et-tre blade. Men det kan også bruges som opfølgning på en tidlig ukrudtsbekæmpelse, fortalte Martin Clausen.

»Sammenligner man 1,5 liter Adimax med 1,5 liter Boxer pr. hektar, så løfter Adimax effekten på især rajgræs, rævehale og alm. rapgræs i forhold til ren Boxer. Og bekæmper også flyvehavre. Det giver også større fleksibilitet i anvendelsen.« Adimax må bruges indtil hvedens stadie 25 med maks. 2,0 l/ha plus olie. Kan blandes med DFF (+ Oxitril).

Kerb i rajgræs til frø - og Tombo

Kerb 400 SC blev i foråret godkendt til mindre anvendelse i alm. rajgræs til frø, som er udlagt i en dæksædsafgrøde. Den tilladte dosering er 0,2-0,4 l/ha, som har vist passende skånsomhed over for afgrøden. Midlet anbefales brugt fra midt i februar til 1. marts - ikke om efteråret. Formålet er at bekæmpe enårig og alm. rapgræs, som er svært at rense fra, fortalte Stefan Fick Caspersen fra Dow AgroSciences

»Sprøjtning med Kerb i alm. rajgræs skal gøres med stor forsigtighed for ikke at skade afgrøden. Og bør kun ske, hvis der er meget enårig rapgræs i frøafgrøden. Evt. kan man nøjes med at pletsprøjte.«

Halmen må ikke opfodres. Og sprøjteføreren må maks. sprøjte seks hektar pr. dag.

»Vi har også et nyt middel, Tombo, klar til foråret. Det er en blanding af noget fra Mustang Forte og noget fra Broadway. Midlet blev godkendt i sommer til forårsbrug i hvede, triticale og rug, og er en bred løsning til al bredbladet ukrudt i foråret. En typisk dosering er 100-150 gram/ha + additivet PG26N,« fortæller Stefan Fick Caspersen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle