Nyfødt jersey-star solgt for 30.000 kr.

En nyfødt jersey-kviekalv, der med et S-indeks på 127 rangerer som den fjerdebedste jerseykvie i Danmark, skiftede ejer på Agromek.

Kalven, der hedder Espe-Holm Hirse Juliette, var på grund af sin meget unge alder ikke selv til stede i Hal Q, men blev solgt på sine gode papirer. Det skete på en såkaldt stilleauktion, hvor køberne afgiver skriftlige bud.

Højeste bud på 30.300 kr. kom fra et 'syndikat' bestående af Jørgen Mikkelsen, Søften ved Århus, og Anders Levring, Fjellerup på Djursland. "'Syndikatet' var blevet stiftet til lejligheden efter en pludselig indskydelse," fortæller Jørgen Mikkelsen.

Men hvem skal så have kalven?

"Det klarer vi nemt. Vi finder ud af, hvem der skal have den stående, og så skyller vi den og deler overskuddet," siger han og oplyser, at det høje bud blev givet for at vise, at god genetik godt må koste nogle penge.

Sælger var Espe-Holm Landbrug I/S, Nr. Aaby.

På auktionen blev også jersey-kalven Rynkeby Hirse Stjerne 3 solgt. Den rangerer som nr. 10 i Danmark og blev handlet for 20.150 kr. Køber var Andre van Weerdenburg, Rødding, sælger Henning Poulsen, Rynkeby.

En tredje udbudt kalv, Espe-Holm Trick Jane, opnåede ikke sælgers mindstepris og blev derfor ikke solgt.mh

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle