Politisk flytterod skader arbejdet med naturen

Debat af Jakob Svendsen-Tune, formand for JA, J

Folketingsvalget nærmer sig, og politikere har brug for opmærksomhed. Blandt andet ved at foreslå enkle forandringer, som de tror vil løse mange af samfundets problemer - og skaffe stemmer. Udflytningen af centraladministrationen til provinsen er et tilbagevendende eksempel.

Uanset om det er en god eller en dårlig ide at flytte fx Naturstyrelsen, må udgangspunktet være, at det skal bygge på absolut frivillighed. Både medarbejderne og deres familier skal være med på ideen om at flytte. Der må ikke ske en politisk betonet tvangsflytning. Alene usikkerheden om, hvad der er på vej, og hvem der kan blive berørt, giver utryghed blandt medarbejderne i Naturstyrelsen og fjerner fokus fra arbejdet til gavn for naturen.

Naturstyrelsen, som er navnet i dag, har allerede gennem mange år været hårdt ramt af organisationsændringer og flytning af arbejdspladser, ikke mindst i forbindelse med kommunalreformen og den efterfølgende oprettelse af miljøcentre og senere nedlæggelse af samme centre.

Der er ingen tvivl om, at organisationsændringer af den type, der foreslås i øjeblikket, vil kunne betyde yderligere tab af medarbejdere, viden og kompetencer. Det er set i forbindelse med tidligere ændringer.

Når der nu konkret peges på behovet for at flytte Naturstyrelsen, må man spørge, om forslagsstillerne er klar over, hvad de taler om? Glemmer de, at to tredjedele af styrelsens medarbejdere allerede er ansat langt fra København i styrelsens mange lokale enheder? Flere af disse enheder er netop placeret i det, nogle vælger at kalde udkants-Danmark. Forslagsstillerne glemmer sikkert også, at de mange flytninger i forbindelse med kommunalreformen og miljøcentrene fortsat belaster visse af styrelsens medarbejdere. Det er vigtigt at lære af erfaringerne, inden man bare overvejer at kaste sig ud i tilsvarende forandringer. Jeg tror, Naturstyrelsens medarbejdere har brug for fred og ro til at udføre deres opgaver i stedet for også at skulle forholde sig til trusler om flytning i et politisk spil om opmærksomhed op til en valgkamp.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle