Satellitkontrol har givet fordele for landmænd

Satellitkontrollen har lempet dato-tyranniet. Og selv om det er en kontrol af alle marker, fandt Landbrugstyrelsen i 2019 ikke flere overtrædelser end før.

Skrækscenariet om satellitkontrol som totalovervågning af landmændene, hvor ikke det mindste græsstrå bliver overset af Big Brother i rummet, er indtil videre udeblevet. Tværtimod har det første år med satellitkontrol allerede kastet konkrete fordele af sig for landmændene.

Det fortæller enhedschef i Landbrugsstyrelsen Adam Grønlykke Mollerup.

»Det gik overordnet set rigtig godt med satellitkontrollen i 2019, og vi er meget tilfredse. Der er også ting, vi har lært af, som vi vil gøre anderledes i år«.

Opgør med datotyranni

En konkret fordel ved satellitkontrollen bliver i 2020, at landmænd til efteråret kan vente en måned ekstra med at opfylde aktivitetskravet på græs- og brakarealer. Fristen bliver i år 25. oktober mod hidtil 25. september.

»Når vi ikke længere skal på kontrolbesøg hos landmændene, kan vi give landmændene en større fleksibilitet i forhold til datoer. Vi er ikke afhængige af, at vi skal nå at komme ud på den fysiske kontrol hos landmændene. Derfor kan vi rykke fristen en hel måned«. rup.

Færre bagatelsager

Adam Mollerup fremhæver også, at analysen af satellitbillederne i praksis betyder, at kontrollen har bevæget sig væk fra bagatelagtige overtrædelser på ned til 100 kvadratmeter, som tidligere har frustreret mange landmænd ved fysiske kontroller.

»Vi fokuserer med satellitkontrollen på marken som helhed, dvs. på større overtrædelser, ikke bagateller i hjørnerne. Det er en del af missionen«.

Mere vejledende

Adam Mollerup fremhæver samtidig, at trafiklyssystemet, hvor markerne vises i grønt, gult og rødt, har virket efter hensigten: Som en vejledning, der gør det muligt for landmænd at undgå sanktioner, fordi de i god tid får mulighed for at rette op på forholdene eller trække et areal ud af deres ansøgning.

»Det er ikke ’snyd’ at bringe tingene i orden efter et vink fra trafiklyssystemet, hvis det f.eks. ikke har været muligt at slå et græsareal, eller hvis man ikke lige har nået det. Tværtimod vil vi gerne hjælpe landmændene til at få den støtte, de har krav på og mulighed for«, siger Adam Mollerup.

Ønsker færre gule lys

Satellitkontrollen var dog ikke perfekt i 2019, understreger Adam Mollerup.

Bl.a. blev for mange marker vist i den advarende gule farve, selv om den gule farve i en del tilfælde dækkede over ting, som landmændene ikke kunne gøre noget ved: F.eks. arealer med afgrøder, som ikke blev kontrolleret via satellitter eller som var udtaget til kontrol på andre støtteordninger.

Den slags marker vil fremover blive vist uden farve for ikke at bekymre landmænd uden grund.

Desuden skal algoritmerne, der fortolker satelitternes fotos, forbedres. Af de 900 marker, som i 2019 kom ud i rødt som signal om manglende opfyldelse af aktivitetskravet, viste omkring en tredjedel sig ved opfølgende fysisk kontrol at opfylde støttebetingelserne.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle