Seks meter såmaskine nu med gødning

Köckerlings Ultima CS på seks meter får gødning med i tanken. De to mindre maskiner på tre og fire meter må dog vente på den funktion lidt endnu.

Tyske Köckerling er kendt for at lave gedigne tandskærssåmaskiner fra tre meter og op til otte meters arbejdsbredde. Ultima CS-serien er en af dem, og her føjer Köckerling flere funktioner på en af modellerne.

»Vores Ultima 800 kan placere gødning, men hidtil har vi ikke kunnet det på vores Ultima CS-modeller. Nu har vi fået ændret vores seks-meters-udgave, så den kan placere gødning i forbindelse med såningen,« fortæller Mikael Nielsen, Köckerlings agent i Danmark.

Tanken er opdelt i to, og såmaskinen har to doseringsenheder. Men gødningen blandes dog senere i forløbet med såsæden, således at det er samme fordeler, der leder såsæd og gødning ud til tandskærene på maskinen. Ultima CS-serien fås også i to mindre maskiner, en tre- og fire-meters udgave. Men de kan endnu ikke leveres med gødningstildeling.

»Maskinerne har en lidt anden udformning. Det betyder, at det kniber lidt med pladsen til en større tank på maskinerne. Men det er noget, som Köckerling arbejder på at løse,« siger Mikael Nielsen.

Foruden den nye variant af såmaskinen er Köckerling også klar med en større model af Allrounder-harven. Indtil nu har den største model strakt sig over 12 meter, men en ny udgave af harven har en arbejdsbredde på 14,5 meter.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle