Sektordirektør: Nye initiativer skal nedsætte forbruget

Seges har i samarbejde med dyrlæger og universiteter lanceret flere projekter, som skal nedsætte forbruget af antibiotika til kalve.

Sektordirektør for kvæg hos Seges, Ida Storm, tager udviklingen inden for antibiotikaforbruget til kalve alvorligt. Men hun er også meget fortrøstningsfuld til de kommende år.

»Det er ærgerlige tal og ikke den vej, vi skal. Men vi har mange initiativer i gang eller på vej med fokus på at nedbringe antibiotikaforbruget, så jeg har en forventning om, at vi i de kommende år vil se en anderledes udvikling, så vi kan realisere visionerne i vores strategi om at reducere forbruget«, siger Ida Storm.

Hun peger på en række projekter sammen med bl.a. universiteter og dyrlæger, som har fokus på sunde og robuste kalve, bl.a. ’Fra kalv til krog’ og ’Robuste kalve’.

»Senest har vi i år igangsat projektet ’Knæk antibiotikaforbruget til kalve og ungdyr’, hvor der er stort fokus på netop adfærd. Her udnyttes bl.a. de positive erfaringer, som Region Midtjylland har med at reducere lægernes forbrug af antibiotika til mennesker markant. Det, har jeg store forventninger til, giver et ryk i den rigtige retning«, siger Ida Storm.

Samarbejde på tværs

22. november afholder Seges ’Kalvens Dag’ i Herning. Det bliver ifølge Ida Storm en dag fuld af viden og kontrete tiltag, som den enkelte kvægbruger og dennes ansatte kan tage i brug på bedrifterne, så kalvenes sundhed og produktivitet forbedres, imens antibiotikaforbruget holdes nede.

»Det er nyttigt, uanset om kalven skal blive til en malkeko eller skal videre til en slagtekalveproducent«, siger Ida Storm.

Hun fremhæver, at Seges, Kvæg er i tæt dialog med bl.a. Dyrlægeforeningen om, hvordan man i fællesskab kan sikre en positiv udvikling.

»Og så vil vi selvfølgelig have et meget stort fokus på, hvordan vi får den viden, vi har, til at blive til nye rutiner hos kvægbrugerne - hvordan man som producent, stor eller lille, kan arbejde med sundhed på en måde, så antibiotika kommer til at fylde mindre. Vi tager gode skridt, når det handler om at skabe ny viden i disse år, og vi skal have den viden ud at virke«, siger Ida Storm.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle