Special-mælk lå til højrebenet

Thises nye A2-mælk med et særligt indhold af proteiner leveres fra Brunsminde ved Give.

Det lå lige til højrebenet på grund af vores setup med to ejendomme, og så er vi nok altid nysgerrige over for specialproduktion. Det er spændende at producere noget, som er anderledes.

Sådan sammenfatter Gert Hansen, medejer af Brunsminde I/S ved Give, de overvejelser, som han og kompagnonen Jens Christian Mathiasen gjorde sig, da Thise foreslog en ny type mælk.

A2-mælken, som har et særligt indhold af proteiner, har siden i mandags været at finde i mejeriafdelingen i Irma-kædens butikker.

I Give, hvor mælken produceres, gør Gert Hansen ikke stor forskel på de køer, som kan producere mælken, og dem, som ikke kan.

»Det væsentligste er, at vi har gentestet alle køer for A2-genet og delt dem op derefter. Fordi vi har køer på to ejendomme kunne vi samle en flok på foreløbigt 120 køer, som alle har A2-genet samme sted,« fortæller han.

Råd: Grib mulighederne

Foreløbigt får Gert Hansen og Jens Christian Mathiasen 15 øre mere pr. kg A2-mælk, de kan levere i de kommende to år. Merprisen skal bruges til at dække de fremtidige omkostninger til gentest af kvierne og til de logistikmæssige udfordringer, som opstod i forbindelse med opdelingen.

Der er nemlig to forskellige malkesystemer på de to ejendomme, og det har givet nogle praktiske udfordringer at vænne køerne til noget nyt. Men det afholder ikke Gert Hansen fra at anbefale specialproduktion til andre.

»Hvis man får muligheden, skal man gribe den. Selvfølgelig skal man kunne lide at gøre noget anderledes, men ud over de faglige udfordringer får man også en bedre betaling for sine produkter. Du bliver ikke rig, men al merindtægt tæller,« mener han, som har været økologisk mælkeproducent siden sin etablering i 2011.

Flere kan komme med

Hos Gert Hansen er det 40 procent af køerne, som har det interessante A2-gen. Og selvom han indtil videre er den eneste leverandør, har han ikke svært ved at forestille sig, at andre kan komme med.

Mejeridirektør Poul Pedersen, Thise Mejeri, er enig og peger på, at den særlige A2-mælk er meget populær på de udenlandske markeder.

»Nogle forskere mener, der er en ernæringsmæssig fordel ved A2-mælken, nogle mener det modsatte, men vi synes, at danskerne skal have valget,« siger han.

Irma sælger mælken til 12,50 kr. pr. liter. Den almindelige jerseymælk med samme fedtindhold på 0,5 procent koster 11,05 kr.

Faktaboks

Forskellen, du ikke kan smage eller lugte

  • Urmælk, som Thise har valgt at kalde sin A2-mælk, har de samme A2-egenskaber, som man også kan finde i mælk fra får, geder, bøfler og i modermælk.
  • Man kan ikke smage, lugte eller se forskellen
  • Efterspørgslen efter A2-mælk er stigende flere steder i verden. Det begyndte i New Zealand, Australien og har nu også spredt sig til England og Californien.
  • Urmælk sælges kun i Irma.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle