Sprøjten løb tør og afslørede en masse flyvehavre i hveden

Jeg troede ikke markerne var så forurenede med flyvehavre, som de er.

"Min planteavlskonsulent og jeg havde ellers lige aftalt, at det nok ikke var nødvendigt at sprøjte hveden mod flyvehavre i år. Men efter en pludselig indskydelse gjorde jeg det alligevel - bortset fra en enkelt stribe, fordi sprøjten løb tør inden sidste træk. Og jeg skal ellers love for, at der kom flyvehavre. Så det var vel nok godt, at jeg fik sprøjtet."

Det fortæller Christian Knarreborg fra sin sydfranske bedrift ved Pyrenæerne.

I Frankrig er det ikke ulovligt at have flyvehavre på sine marker, og der er ikke pligt til at fjerne det. Derfor er mange marker ret forurenede med flyvehavre, fordi landmændene ikke gør nok ved det.

"Jeg har nu erkendt, at jeg konsekvent er nødt til at sprøjte mod flyvehavre, hver gang jeg har hvede. Så jeg kommer over alle markerne hvert andet år. Det er hulens dyrt, men også nødvendigt, kan jeg se," siger han.

Høsten står for døren

Tiden går ellers med vedligehold og med at lave hestefolde, som lejes ud til egnens hestefolk. Og så går høsten snart i gang på bedriften, senere end normalt pga. det kolde forår.

"Vinterraps høstes normalt hernede sidst i juni eller først i juli, men den var helt grøn for en uge siden. Så det bliver nok først et stykke ind i juli. Bagefter er det vinterhveden, som nok skal høstes midt i juli," anslår han.

Solsikkehøst er der længe til. Den ligger normalt omkring første september, men i år bliver det nok ikke før midt i september, vurderer Christian Knarreborg.

"Vi er ikke så stressede i høst hernede, for vi har normalt godt vejr og god tid til at få afgrøderne tørre i hus."

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle