Stærk canadier rydder op i marken

Afpudserne fra Schulte er snilde og stærke og kan under optimale forhold mikse jord og majsstub.

De canadiske Schulte-afpudsere er en ny spiller på danske frø-, brak- og majsstubmarker, efter at Buchtrup Agro har importeret de første til denne sæson.

Med Grøn Vækst-forbuddet mod efterårsjordbearbejdning på de lettere jorder (JB1-4), vinder afpudserne frem som et effektivt våben mod majsborebillen og som en mulighed for at opnå et mere koncentreret foder og en højere snitterkapacitet ved at afsætte en højere stub i majsen.

Buchtrup Agro demonstrerede en Schulte 5026 med fem rotorer og otte meters arbejdsbredde på den netop afholdte majsdemo Maize Day i Sydjylland med et overbevisende resultat.

Alle sliddele kan skiftes

Schulte-afpudseren fremtræder på én gang både meget stærk og snild.

"Den er stærkere bygget end noget andet på markedet og mere gennemtænkt, bygget til hårdt arbejde i Canada," fremhæver importøren, Michael Buchtrup, og peger blandt andet på, at alt, hvad der kan slides på afpudseren, også kan udskiftes. De fem gearkasser er således ens og sidder solidt monteret og godt beskyttet på gennemgående vanger og rør. Slæbeskoene er todelte, så den forreste del med størst slid kan skiftes hyppigere.

Centerrotoren sidder bagerst på 5026'eren, så de øvrige rotorer ikke generes af udkastet, mens centerudkastet på de mindre modeller styres af skærme.

Gennem luger i skjoldene er der nem adgang, når der skal skiftes knive, og højden stilles kun et sted på afpudseren.

Modskærene kan afmonteres, når der køres i græs, ligesom der kan leveres knive til forskellige opgaver.

Transportbredden er 2,9 meter takket været et smart hydraulisk indklap af bærehjulene.

Vakuum laver 'falsk såbed'

Schulte-afpudserne fås fra 1,8 til 12,8 meters arbejdsbredde, og 5026'eren med otte meters arbejdsbredde kræver minimum 150 hk foran afpudseren, men gerne 200 hk.

"Schulte-afpudserne har klaret sig markant bedre end konkurrenterne i tyske forsøg, når det gælder spredning på tværs af kørselsretningen," nævner importøren og peger på et andet interessant forhold ved afpudseren, nemlig de kraftige gummiflapper der afskærmer rotorerne.

"De er med til at skabe et vakuum som gør, at afpudseren under optimale forhold suger jord op og kan lave, hvad der minder om et falsk såbed ved at mikse jord og planterester," forklarer han.

solhoej@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle