Sukkerroedyrkernes forkæmper havde gerne bevaret andelsejet

Jørn Dalby mener, at det private ejerskab ikke har gjort den store forskel for avlerne i kroner og øre men havde alligevel gerne set, at dyrkerne fortsat kunne være ejere af forarbejdnings- og afsætningsleddet. Nu må de forhandle med og påvirke den private ejer, Nordic Sugar, og her behøver Jørn Dalby så »kun« at arbejde for de bedst mulige afregningspriser mv. for dyrkerne.

»Det er der også fordele ved. Vi skal for eksempel ikke varetage virksomhedens tarv samtidig med dyrkernes,« forklarer han.

Jørn Dalby var fra 2011 til -14 præsident for den europæiske sammenslutning for roedyrkerforeninger, CIBE, en post der går i turnus mellem medlemmerne, men han sidder fortsat i foreningens bestyrelse og er formand for det politisk-økonomiske udvalg.

Der har været op- og nedture for sukkerroedyrkningen gennem alle årene. I øjeblikket er sukkerlagrene fyldt til randen og prisen i bund, så arbejdet handler lige nu om at få beskåret produktionen, så lagrene kan nedbringes. EUs mindstepris forsvinder fra 2017, men samtidig åbnes der for fri eksport af sukker fra EU til verdensmarkedet.

Jørn Dalby startede som landmand i 1981 og dyrker i dag sukkerroer samt korn- og græsafgrøder på 350 hektar på Sydfalster.

Han sidder i Landbrug & Fødevarers sektorbestyrelse for Planteavl og har gennem mange år deltaget i bestyrelsen for Nær-Brand Forsikring G/S og været formand for det lokale bankråd i Nordea, Lolland-Falster. Han er gift og har tre døtre.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle