Svensk mælkebonde sparer tid med millionrobot

Lars og Simon Andersson ved Kristianstad i Sverige er blandt de første, der har købt Lelys foderrobot Vector. Det sparer både tid og penge, og alarmerne har været få.

»Den sparer tid. Og den sparer diesel. Det er da to grunde.«

Simon Andersson, yngste generation på Kärragården med 200 Holstein-køer, smiler lidt, da han begrunder investeringen i en foderrobot fra Lely, som de har haft i brug siden 23. april.

Pris: Omkring en million svenske kroner (cirka 840.000 danske kroner).

Men det afskrækker ikke Simon.

»En ny fuldfoderblander og en traktor havde næsten kostet det samme og havde ikke givet os samme uafhængighed. Især i weekenden er det rart, at vi ikke er afhængige af folk,« siger Simon Andersson, der lige præcis denne junidag er travlt beskæftiget med at køre gylle ud.

Vector-blanderen indgår i et system, hvor man kan nøjes med at køre foder sammen hver tredje dag. Grundelementerne i systemet er blanderen, der kører på strøm, og som i princippet er bygget oven på en Lely Juno-foderskubber, og det er et foderlager med en automatisk kran og en blokskærer, som bruges til at skære blokke ud af grovfoderet og sætte det på plads i lageret.

»Når grovfoderet skæres ud i blokke, kan det holde tre dage,« forklarer sælger hos Lely, Gabriel Lund.

Det samme dag ud og dag ind

Til fordelene ved Lely Vector hører dog også, at den fodrer meget ens fra fodring til fodring. Eftersom den kan fodre ud 23 timer i døgnet, kan den kompensere for eksempel for en overration af græsensilage i en blanding, når den fodrer ud næste gang.

En vægt på mixeren styrer tildelingen af de forskellige grovfoderemner, og eftersom fodermaskinen er intergreret med malkerobottens styrings-system, tager den også selv højde for, at en ko bliver flyttet fra en afdeling til en anden ved automatisk at regulere fodringen.

Ændret tildeling af kraftfoder i malkerobotten skal man dog selv tage højde for - endnu.

Supporter Lise Gervig satser på, at det kan blive en del af fremtiden.

Regnestykket er positivt for den nye fodring, siger Lely:

I alt er der årligt over 100.000 kr. at spare i forhold til en almindelig fuldfodervogn, hvis man regner med en timeløn på 150 kr.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle