Svineproducenter hamstrede billige smågrise

Meget lave puljepriser har fået mange svineproducenter til at opsige deres faste smågriseaftale og købe stort ind fra det billige puljemarked.

Lange perioder med ekstremt lave priser på puljegrise har det sidste års tid fået slagtesvineproducenter til i stor stil at droppe faste griseringsaftaler til fordel for langt billigere smågrise på det frie puljemarked.

Tendensen kan aflæses i SPF Danmarks regnskab for 2010/11, hvor salget af 30 kgs puljegrise endte på knap 550.000 grise og dermed hele 61 procent over det forventede niveau.

Incitamentet har været billige grise på det frie marked i stedet for en fast aftale om afregning ud fra den beregnede notering, som tager direkte afsæt i den danske slagtesvinepris.

Paradoksalt kan fristelsen for billige grise ende med en økonomisk hovedpine for nogle svineproducenter, når de efter en opsigelsesfrist på tre til seks måneder er klar til puljemarkedet.

"Jeg oplever ofte, at man tager bestik af markedet og opsiger sine smågrise, og så bliver man tvunget til at købe dyrere smågrise, når man så efterfølgende skal købe grise på det frie marked. Vi kan se ind i et 2012, hvor smågrisepriserne bliver højere end hidtil forventet. Hele smågrisemarkedet er vendt. Nu vender mange tilbage og vil have en fast griseaftale. Det ser man altid, når de to priser (pulje og beregnet notering) nærmer sig hinanden," siger SPF Danmarks adm. direktør, Peter Skov Madsen.

Forventer øget eksport

På grund af et lavere prisniveau på grisene må SPF Danmark, som er ejet i fællesskab af slagterierne Tican og Danish Crown, notere en mindre omsætningsnedgang fra 3,5 til 3,3 mia. kr. i det netop afleverede regnskab.

Resultatet mindskes også en smule fra 42 til 28 mio. kr., hvilket hovedsageligt skyldes, at selskabet i forrige regnskab havde en usædvanlig indtægtspost.

På smågrise-siden har selskabet dog fået øget aktivitetsniveauet og dermed cementeret sin position som Europas største transportør af grise.

Samlet set har SPF-Selskabet i regnskabsåret øget omsætningen af smågrise fra 9,7 mio. styk til 10,4 mio. smågrise.

En væsentlig faktor bag fremgangen er, at SPF Selskabet i løbet af året har fået indlemmet den nordjyske smågriseomsætter, Wenbo, og bornholmske Agrofarmer i forretningen.

Derudover forsatte eksporten af smågrise med at stige fra 1,6 til 1,7 mio. smågrise i løbet af året.

Det forventes, at eksporten vil stige yderligere i det kommende år.

"Vi kan se, at der forsvinder lidt søer rundt omkring i Europa. Det skyldes bl.a. den voldsomme krise, hvor der er sohold som vælger at sætte søerne ud, og så vil kravet om løsgående søer fra 2013 være en dark horse for udviklingen," vurderer Peter Skov Madsen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle