Sydbanks model er et skridt i den rigtige retning

Af Morten Dahl Thomsen, chefrådgiver i Heden & Fjorden/ Jysk Landbrugsrådgivning.

Sydbank har meldt ud, at banken vil medvirke til løsninger for gældsplagede landmænd ved at omlægge gæld til ansvarlig lånekapital. Det er et fornuftigt skridt som en af mulighederne for at bringe landbruget ud af den fastlåste situation med vanskelige likviditets- og finansieringsvilkår, som erhvervet har været i de sidste 6-7 år. Det er positivt, at banken nu går foran med løsninger.

Tre dilemmaer

Kort fortalt er der tre dilemmaer, som kendetegner landbruget i dag: De unge kan ikke komme i gang, de yngre har svært ved at blive i erhvervet, og de ældre kan ikke få solgt.

Problemet for de unge er, at de enten ikke kan skaffe den nødvendige finansiering, at ejendommen ganske enkelt er for dyr, eller at banken ikke vil acceptere en salgspris, hvor deres udestående hos sælger ikke er dækket ind.

De yngre, som er etableret efter 2000, har svært ved at blive i erhvervet. Deres gæld blev altovervejende skabt i en højkonjunktur med udviklings- og finansieringsstrategier for den enkelte landmand, hvor der har været enighed »bordet rundt« - mellem landmand, rådgivere og pengeinstitutter. Selv om de er dygtige og effektive landmænd, rammes de i dag af, at bankerne ikke har viljen, redskaberne eller finansieringsmulighederne for at lave rekonstruktioner. Mange giver op, fordi de har svært ved at se en fremtid i erhvervet. Vi risikerer at miste de dygtige unge landmænd, alene fordi de har en håbløs gæld skabt via uheldige konjunkturforhold. Og vi har så hårdt brug for de unge.

De ældre landmænd, som gerne vil på pension, kan ikke få solgt, fordi markedet er vanskeligt for salg af ejendomme. Det er en konsekvens af flere faktorer: Der er for få unge, som vil ind i erhvervet. Der er for få yngre landmand, der kan købe gård nummer to og dermed indgå i den naturlige strukturudvikling. Og endelig er udbuddet af ejendomme stort, hvilket presser prisen nedad. Hvis sælger ikke har ejendommen »lånt op« til et rimeligt niveau, kan det desuden være vanskeligt for en ung køber at få tilstrækkelig belåning.

Nej, nej og atter nej

Er det så et erhverv i fremdrift? Er situationen holdbar? Skal vi lade falde, hvad ikke kan stå? Nej, nej og atter nej.

Landbruget er et erhverv i en fastlåst situation, som det kræver handling at komme fri af. Det er ikke holdbart at forsøge at lade markedskræfternes frie spil løse situationen, for det vil kun forstærke de tre dilemmaer og forlænge den finansielle krise i landbruget. Skal vækst og udvikling genskabes i landbruget, kommer vi ikke uden om at løse landbrugets gældsforhold.

Samtidig er det vigtigt at erkende, at der er en stor del af landmændene, der ikke lever op til kravene for rekonstruktion. Men vi må ikke kaste guld på gaden og ofre de unge landmænd, der etablerede sig i en næsten umulig periode. Derfor er løsningsmodeller nødvendige for at sikre dansk landbrug, og det er en gevinst for alle landmænd på sigt.

Fortsat modstand mod eksempelvis rekonstruktioner og akkorder medfører et erhverv i fortsat krise flere år frem. Erhvervet, pengeinstitutterne og samfundet som helhed har brug for løsninger på landbrugets høje gæld. Jeg har gennemført en del rekonstruktioner med held og kan kun sige, at alle berørte landmænd helst ville være det foruden. Alle vil helst vedstå gælden fuldt ud, men de er i en situation, hvor indtjeningen ikke rækker til at afvikle gælden. Derfor er en rekonstruktion reelt en bedre forretning for pengeinstitutterne. Alternativet med konkurs eller tvangssalg er værre - og forværrer landbrugets dilemmaer.

Andre erhverv kan

Rekonstruktion af økonomier er en del af virkeligheden i andre erhverv. Lad mig blot nævne, at rederiet Torm er på vej med et af de bedste regnskaber efter gennemført rekonstruktion, som involverede flere store banker. Landbruget adskiller sig måske fra andre erhverv ved overvejende at ligge i privat regi med personlig hæftelse i modsætning til andre virksomheder med begrænset eller ingen personlig hæftelse.

Modstanden mod rekonstruktioner er reelt i overvejende grad årsag til fortsat krise og stilstand for hele erhvervet. Derfor er det positivt, at Sydbank tager fat i landbrugsaftalen fra 2015 og derved agerer konstruktivt.

For kriserne vil fortsætte med at bølge frem og tilbage i de næste mange år, hvis der ikke findes varige løsninger på landbrugets gældsforhold.

Sydbanks forslag et skridt i den rigtige retning, og jeg håber, at andre pengeinstitutter følger trop.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle