Tiden inde til direkte demokrati i landbruget

Når dansk landbrug 9. og 10. november mødes til landboforeningernes årlige delegeretmøde, vil Nordsjællands Landboforening, Bornholms Landboforening, Landøkonomisk Selskab og LandboSyd fremsætte forslag om, at formanden for Landbrug & Fødevarer fremover skal vælges direkte af medlemmerne ved urafstemning.

Baggrunden for forslaget er, at vi ønsker at styrke det direkte demokrati mellem Landbrug & Fødevarer og organisationens aktive landmænd. I en tid, hvor landbruget mere end nogensinde har behov for at stå sammen, vil det være med til at give formanden for primærbestyrelsen øget legitimitet. Medlemmerne vil helt naturligt føle større medbestemmelse og engagement i kraft af indflydelsen på formandsvalget.

En formand - valgt direkte af medlemmerne - kan dermed sætte sig til rette i formandsstolen vel vidende, at han er valgt med over 50 procent af de afgivne stemmer blandt de 29.000 aktive medlemmer.

Landbrug & Fødevarers image som et demokratisk organ vil desuden blive styrket ved at følge den tendens, vi ser i det øvrige samfund. Tendensen vil fremover få endnu mere momentum i kraft af de nye dialogbaserede medier og nyhedsmails. Sidstnævnte har Landbrug & Fødevarers formand allerede erkendt ved at sende nyhedsmails - direkte til medlemmerne. Indførelsen af urafstemninger kan dermed ses som et stort skridt på vej mod et mere dialogbaseret demokrati i landbruget. Envejskommunikation hører fortiden til.

Samtidig foreslår vi, at urafstemning kan benyttes i forbindelse med stillingtagen til principielle forhold eller beslutninger, hvor medlemmernes holdninger kan give et bedre beslutningsgrundlag. Det vil rodfæste de store beslutninger direkte blandt medlemmerne og vil i den type sager »give ro på bagsmækken«. Et enigt landbrug vil styrke vores erhvervs forhandlingsposition i alle fora.

Ved at indføre urafstemninger opnår vi dermed at styrke landbrugets sammenhold indadtil og øge slagkraften af organisationen udadtil.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle