Lilli og Henrik Grønne havde både minkavl og mælkeproduktion, og køerne har været med til at hjælpe familien videre efter nedlukningen af minkproduktionen.
Lastbiler med beton kører i pendulfart til familien Grønnes bedrift ved Vinderup. Den sidste beton foran den nye kostald skal støbes færdig. Elektrikerne tester de nye installationer, og flere af gårdens medarbejdere er ved at montere inventaret i stalden. Det summer af aktivitet.
Få meter fra den nye kostald er stemningen anderledes. Her ligger minkhallerne. Indtil for et år siden var de hjemsted for en produktion med 2.400 tæver. Nu står de tomme.
"For os var det godt, at vi havde køerne. Så løb gården ikke tør for liv, da de sidste mink blev aflivet. En del af vores hverdag kunne gå videre", fortæller Henrik Grønne.
De 300 køer har været hans domæne, mens minkene særligt har været Lillis passion.
"Vi har tre børn, og for Lilli var minkene nok det fjerde barn. Det var måske lidt lettere for mig at komme videre, mens hun pludselig skulle forholde sig til, hvad hun nu skulle bruge tiden på", fortæller Henrik Grønne.
Valget stod mellem at finde et job uden for bedriften eller skabe et på bedriften. Ægteparret valgte den sidste løsning, og nu står Lilli Grønne i spidsen for kalvene.
Det vil altid gøre ondt
Henrik Grønne husker særligt perioden fra 4. november 2020 til nytårsaften 2020. Her var alt kaos og fortvivlelse. Familien Grønnes mink blev ikke smittet med covid-19, så de kunne pelses, og de første skind er på auktion nu.
"Årsdagen var tung at komme igennem, og beslutningen om at aflive minkene vil for altid gøre ondt", mener han og understreger, at tilliden til myndighederne har lidt et knæk.
I forløbet nåede familien Grønne både at opleve soldater ved indkørslen og at modtage opkald fra Rigspolitiet.
"Vi sad en aften og drak lidt rødvin efter at have slået mink ihjel i 12 timer. Så ringede Rigspolitiet to gange inden for en time bare for at sikre sig, at vi arbejdede på at afvikle minkene. Det var, ja...", siger Henrik Grønne og kan kun afslutte sætningen ved at ryste på hovedet.
Skulle videre
Familien Grønne udarbejdede tilbage i 2011-2012 en strategi, hvori et af målene var at fremtidssikre bedriften med en ny kostald. Beslutningen om at bygge stalden og samtidig udvide fra 300 til 650 køer var altså taget, før beslutningen om at aflive minkene blev taget.
"Men set her lidt på afstand var det godt, at der skete noget nyt for os og gården. Noget, vi havde glædet os til", forklarer Henrik Grønne.
Kostalden opfylder de nyeste lovkrav, og dermed håber familien, at ejendommen kan fortsætte med mælkeproduktion efter dem.
"Da vi startede her med 20 hektar i 1988, var det for at blive minkavlere. Køerne kom til i starten af 90erne, da skindpriserne var meget lave, og vi var tæt på at give op. Minkene har givet økonomiske op- og nedture, hvor køerne har været en anderledes konstant forretning", konstaterer Henrik Grønne.
Når familiens minkfarm er blevet vurderet og sagen færdigbehandlet, er håbet, at der kan bygges en velfærdsstald til køer, hvor minkhallerne endnu ligger.
"Det er også rart at tænke på, at der kan skabes noget andet det sted. Det må meget gerne snart ske", siger Henrik Grønne.
Faktaboks
Udvider mælkeproduktionen
- Op til nedlukningen af minkerhvervet havde familien Grønne 2.400 tæver med en årlig produktion af 10-11.000 skind. Herudover en mælkeproduktion med 300 køer, der yder tæt på 12.000 kg EKM pr. ko.
- I løbet af sommeren og efteråret har de bygget ny kostald, så besætningen kan udvides til 650 køer.
- De ejer 250 hektar og forpagter dertil 50 hektar.
