Trussel om svinepest kræver handling nu

Af Berith Nissen 
Næstformand i SLF og griseproducent. Vonsmosevej 12, Vilstrup ved Haderslev

Katastrofen truer. Nu er den afrikanske svinepest nået til Belgien, hvor man har fundet to smittede vildsvin. Det haster med at sikre Danmark mod smitten. Derfor forstår jeg ikke, at vildsvinehegnet skal vente til januar 2019. Det skal op NU, og vi skal have fjernet de vildsvin, vi allerede har i Danmark NU.

Ramme hele samfundet

Et udbrud i Danmark vil ikke kun gå ud over landbruget. Det vil ramme hele det danske samfund. Et udbrud vil lukke for al eksport af grisekød uden for EU, en sum af 11 mia. kr. årligt. Landmænd vil gå konkurs og følgeerhverv, lokalsamfund og banker vil lide store tab. Danmarks økonomi vil blive ramt hårdt. 33.000 personer er beskæftiget inden for griseproduktion og følgeerhverv, og specielt her i landkommunerne i det syd- og sønderjyske har vi mange beskæftigede inden for branchen. Og er disse job først væk, er de svære at få tilbage. Jeg er bange for, at få tager situationen alvorligt, fordi de ikke ved det.

Op med hegnet

Tænker vi på dyrevelfærd, er det en frygtelig og smertefuld sygdom for grisene at få med næsten 100 pct. dødelighed. Og der findes ingen vacciner eller behandlingsmuligheder. De seneste dages tv-klip fra Kina og Østeuropa, hvor døde grise smides op i lastbiler, taler sit eget sprog.

Så hvad venter politikerne på? Lad os få det hegn op nu. Så skal vi, med hjælp fra jægerne, nok tage os af de vildsvin, vi allerede har i Danmark.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle