Vådområder giver plus på bundlinjen

Det altid kan betale sig med permanent græs og naturarealer og som regel også med let jord i omdrift, viser beregninger.

Hvis man som lodsejer bliver spurgt, om man vil lade noget af sin jord indgå i et vådområdeprojekt, er der ikke noget at betænke sig på, hvis man har arealer med ringe dyrkningsmæssig værdi, viser beregninger fra Videncentret for Landbrug.

»Der vil under næsten alle omstændigheder kunne opnås et positivt økonomisk bidrag, hvis man har permanent græs og naturarealer og som regel også JB 1-3 omdriftsjord,« siger landskonsulent Erik Maegaard, der har lavet beregningerne.

Har man derimod jord af relativt høj dyrkningsmæssig værdi, er konklusionen ikke lige så enkel, og i en række tilfælde kan det ikke betale sig at lade arealet indgå i et vådområdeprojekt.

Tre muligheder

Som lodsejer har man tre muligheder.

Man kan enten lade sit areal indgå i projektet og få tilskud, eller man kan sælge til projektet via NaturErhvervstyrelsen med mulighed for tilbagekøb.

Den tredje mulighed er at fortsætte med den nuværende drift.

Hvis arealerne kan anvendes til afgræsning efter etablering af vådområde, vil det uanset forudsætningerne kunne betale sig at omlægge arealer med permanent græs og naturarealer til vådområde. Ved afgræsning opnås et tilskud på op til 1.600 kr. pr. hektar, hvis der samtidig fås enkeltbetaling eller 2.000 kr. pr. hektar på naturarealer.

Hertil kommer tilskud til fastholdelse af vådområde på 3.500 kr. pr. hektar pr. år for omdriftsarealer, 1.800 kr. for arealer med permanet græs og 300 kr. til naturarealer. Selvom arealerne ikke kan afgræsses, vil der være overskud målt i kr. pr. år.

God økonomi

Selv om der er god økonomi i det, er det ikke alle, der har været lige glade for det.

»Der er meget forskellige erfaringer med forløbet af sager om vådområder i kommunerne,« siger konsulent Susanne Øster Sørensen, der har været med til at lave beregningerne.

Samtidig påpeger hun, at andre landmænd har været meget glade for det.

Det gælder for eksempel Niels Clemmensen og Børge Hansen, der har været med i et vådområdeprojekt til genetablering af Odderbæk ved Thyregod, der omfatter et areal på 140 hektar.

Ud over den økonomiske fordel lægger de vægt på naturværdien, selv om de også har haft deres betænkeligheder.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle