Vandplansejr viser, at man lytter til os

DEBAT

Endelig! Efter en årrække, hvor landbruget har været pløjet ned af skiftende, blonde, politiske ambitioner, endeløse restriktioner og tårnhøje produktionsomkostninger - ja, så føles det som en stor, varm sejr, at Natur- og Miljøklagenævnet først i december har underkendt Folketingets beslutning om Vandplanerne.

Tak til Landbrug & Fødevarer for at lytte til den lokale indsats og give vores kampe vægt og bistand. Det viser os, at retfærdighed findes, og at demokratiet rent faktisk virker. Sejren er også et kraftfuldt signal til samfundet - og ikke mindst til alle os landmænd om, at nu lytter man til os.

Imidlertid er det vigtigt at beholde skarp fokus på landbrugets vilkår. For mens randzonerne er løbet med en stor del af opmærksomheden i debatten, er vandvedligeholdelse stadig en af de aller største udfordringer, vi står overfor lige nu. Det er helt afgørende, at der bliver taget stilling til, hvor vi gør af alt det vand i grøfterne, hvordan de skal vedligeholdes, og hvad konsekvenserne bliver for den enkelt landmand.

Efter et år med så meget nedbør, har området efterladt store søer af ubesvarede spørgsmål, som vi stadig venter politisk handling på. Og nej, så er det ikke godt nok at beskæftige sig med alternative virkemidler, der først slår igennem i 2015. Vi har ikke brug for at plastre landet til med randzoner, efterafgrøder og hovsaløsninger. Vi står lige nu i vand til halsen med vilde krav om næsten dobbelt så mange efterafgrøder. Det kræver handling nu.

I flere år har vi foreslået alternativer, som at høste grønmasse til bioenergi, etablere våde enge og afgræsning. Forskerne fra Foulum er vilde med ideen, og politisk er forslaget nu med på dagsordenen hos Landbrugskommissionen. Så tag nu randzoner og efterafgrøder af vores skuldre og vent på udfaldet i Landbrugskommissionen. Det vil give erhvervet langtidsholdbare løsninger og imødekomme et generelt stort ønske om et grønt miljø.

Det er et styrket landbrug, der tager fat på et nye år. Alligevel er fremgangen skrøbelig, for det økonomiske pres er uændret. Omkostningerne er stadig skyhøje, mens indtjeningen er svimlende lille. Vores arbejde er en livsstil, derfor formår vi stadig at skabe gode kvalitetsprodukter til både det danske og udenlandske marked. Ligesom landbruget stadig er en af de betydeligste arbejdspladser herhjemme.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle