Vandt interbreed for fjerde gang

En Limousine-ko tilhørende Kirsten Levinsen, Spentrup ved Randers, blev bedste kødkvæg-hundyr ved Agromek.

Kirsten Levinsen, Kjeldgaard Limousine i Spentrup ved Randers, har en ganske lille besætning, som hun passer ved siden af sit job som fysioterapeut. Den består af fire køer og en kvie, og den kan ikke blive større, for der er ikke plads til flere dyr i stalden.

Ikke desto mindre er Kirsten Levinsens dyr næsten sikre vindere ved dyrskuer. I år var det fjerde gang, hun vandt interbreed for hundyr ved Agromek. Tidligere har hun vundet i år 2000, 2001 og 2002.

Vinderkoen var Kjeldgaard Thit (opkaldt efter forfatteren og kvindesagsforkæmperen Thit Jensen). Koen er fire år gammel og vejer 1021 kg. Den har fået to kalve og er absolut det bedste dyr i den lille besætning i øjeblikket, men det er første gang, den går helt til tops i en konkurrence.

Kjeldgaard Thit er datter af tyren Nicolas og koen Hammel Kirsten. Sidstnævnte kommer fra Hammel Limousine der ejes af Kirsten Levinsens forældre, Ingrid og Rasmus Levinsen.

Rasmus Levinsen har drevet seriøs Limousine-avl siden 1970'erne, og hans besætning er i dag landets ældste nuværende besætning. Kirsten er derfor opflasket med Limousiner og dyrskuer, og i 1995 fik hun lov at vælge et dyr til sig selv i faderens besætning som tak for "lang og tro tjeneste".

Med sit øvede øje valgte hun Hammel Kirsten, der på det tidspunkt var ét år gammel. Denne ko vandt interbreed to gange og er altså også mor til dette års vinder.

Simmental nr. to

Nummer to i konkurrencen blev Simmental-kvien Lykke Vikke P der ejes af Kim Lykkegaard Andersen, Aalestrup.

Dommer Mogens Madsen kaldte det en meget spændende finale.

"Afgørelsen ligger meget tæt mellem nr. et og nr. to, men udstråling og bevægelse giver et lille plus til Limousinen," sagde han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle