Venstre ønsker hurtigere tempo om love og sagsbehandling

Der er brug for at få sat tempoet i lovarbejdet og sagsbehandlingen op for at sikre virksomhederne den nødvendige arbejdskraft. Det gælder ikke mindst inden for landbrugs- og fødevaresektoren.

Det mener Mads Fuglede, Venstres udlændinge- og integrationsordfører.

»Det er ikke holdbart, at vi har lange processer for at få nye love igennem, når der er en bred enighed om, at det er fornuftige ændringer. Sagen om forlængelse af praktikantordningen i landbruget fra maksimalt 12 til 18 måneder er et godt eksempel på det. Fagbevægelse, arbejdsgivere og Landbrug & Fødevarer er enige med ministeren om en aftale. Den giver god mening for praktikanterne, der lærer af verdens måske dygtigste landmænd og dermed også bagefter kan bidrage til den grønne omstilling af landbruget de steder, de kommer fra. Til gengæld får landmændene vigtige hænder til driften i en periode. Det skal ikke tage hele og halve år at få sådan en aftale ud at fungere i praksis«, siger Mads Fuglede.

Sager ligger længe

Han opfordrer også til, at der bliver fokus på at nedbringe sagsbehandlingstiderne for praktikanter, fodermestre og driftsledere.

»Vi ser nogle sager, der ligger meget længe i systemet. Jeg synes ikke, at det kan være meningen at man i en tid med massiv mangel på arbejdskraft skal have så tung en sagsgang for at få en medarbejder til landet. Det er jo virksomheder, der skaber værdi og velfærd til Danmark, som ikke kan producere effektivt. Formalia skal være i orden og reglerne overholdes, men er de det, så kan man som borger også forvente, at sagen ikke hænger i systemet. Jeg håber, at regeringen, der ellers ikke har været landbrugets bedste ven under corona gennem at lukke for praktikanter, vil være med til at speede op på det her område«, siger Mads Fuglede.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle