Venstre vil støtte biobrændstoffer

Nordsøen bliver ikke ved med at bugne af olie og gas. Alene af den grund er vi tvunget til at tænke i alternative energikilder, herunder at skabe rammerne for forskning og udvikling i disse. Regeringen har afsat 200 mio. kr. til forskning i biobrændstoffer. Midlerne vil primært blive målrettet mod de såkaldte 2. generationsteknologier, der produceres af restprodukter og affald.

Allerede i dag er danske forskere blandt de førende i verden med at udvikle processer og teknikker. Regeringens saltvandsindsprøjtning vil styrke denne position yderligere og skal ske i tæt samarbejde med det private erhvervsliv.

Jeg er stor tilhænger af udbredelsen af biobrændstoffer. Jeg arbejder derfor i Folketinget for at forbedre produktionsbetingelserne i Danmark, så vi sikrer energiforsyningen til de kommende generationer. I Venstre vil vi understøtte disse muligheder og har derfor forslået, at der allerede i år bliver iblandet mindst to procent i al benzin der sælges i Danmark, og seks procent inden for få år.

Statoil lancerede allerede sidste år den såkaldte Bio95, der er oktan 95-benzin tilsat fem procent bioethanol. Signalet fra Statoil er vigtigt, da det viser, at erhvervslivet er parat til at satse på at skabe et hjemmemarked og dermed grundlag for en omfattende og effektiv produktion. Tilsyneladende har Bio95 også flyttet markedsandele i Statoils retning. Det vidner om, at også danskerne er parate til at tage de nye miljøvenlige produkter i brug.

Danmark har alle muligheder for succes: Vi har gode råstoffer fra landbruget, vi har nogle af verdens dygtigste forskere, og vi har et erhvervsliv der både kan og vil udvikle bæredygtige produktioner.

Jacob Jensen, MF

- erhvervsordfører, Venstre

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle