Vi skal ikke være størst, når bare vi er bedst ...

Amazone er det mest solgte mærke hos nordjyske Manna Traktor og Maskinforretning. Ejer og direktør Kaj Kristensen peger på service og faglig viden om netop det grøn-orange mærke som forklaringen.

»Vi har forhandlet Amazone siden 1999, og det er mærket, vi er blevet mest kendt for i Nordjylland. Det skyldes primært, at vi har en mand med enorm faglig viden om netop Amazone samt de reservedele, som kræves. Det kaldes god service.«

Det siger Kaj Kristensen, der siden 1981 har drevet Manna Traktor- og Maskinforretning i Manna vest for Brønderslev ud fra mottoet om ikke at være størst, når bare man er bedst.

Traktor står nævnt først i navnet, men de tørre tal viser, at salget af maskiner vægter højere i regnskabet. Her alene Amazone med omkring 30 pct. - eller mere, anslår ejeren, der ud over ham selv og hans kone, Inger Marie, beskæftiger otte ansatte.

»Det er især Amazone-sprøjter, der trækker - men i år har vi også solgt to såsæt. I denne uge skal jeg give tilbud på en selvkørende sprøjte,« tilføjer Kaj Kristensen, der selv er sælgeren i firmaet.

»Jeg har aldrig været opsøgende sælger, men enhver landmand, der ringer, får et besøg. Desuden holder vi hvert år Åbent Hus og deltager på dyrskuer og landmandsmøder.«

Mærker de barske tider

Ud over Amazone er det Deutz-Fahr-traktorer og græsprogrammet fra Krone, der trækker salget i firmaet - samt bl.a. minilæssere af mærket Thaler og plove fra Gregoire-Besson.

»Nu er Amazone også på vej med en plov. Vi må se, hvordan vi tackler at forhandle to plovmærker,« siger maskinhandleren.

Han er fyldt 63 år og et generationsskift til Michael Jensen, der er værkfører i firmaet, er allerede startet for flere år siden.

»Men det er en barsk tid for landbruget lige nu, og det mærker vi på flere måder. I de første tre måneder af året solgte vi for cirka 20 pct. mindre end samme tid i 2014, og vi har også lidt tab i forbindelse med konkurser. Så vi er lidt mere forsigtige nu,« siger Kaj Kristensen.

Værkstedet er aktivet

Ejeren fremhæver værkstedet og især de syv svende - heraf flere med mange års erfaring - som firmaets vigtigste aktiv og indtægtskilde.

»Vores værkfører er god til at få arbejde ind, og det betyder utrolig meget, at kunderne kender vore folk på værkstedet,« siger Kaj Kristensen.

Værkstedet reparerer og yder service på alle typer af traktorer og maskiner, og firmaet lever naturligvis op til de krav til reservedelslager og uddannelse af medarbejderne, som Deutz-Fahr, Amazone og Krone stiller til forhandlere.

»Den slags skal bare være i orden, men desuden foretager vi masser af sprøjteeftersyn. Vi har jo solgt cirka 200 af de sprøjter, der kører i Nordjylland.«.

Faktaboks

  • Manna Traktor og Maskinforretning
  • Manna ved Brønderslev 
  • Deutz-Fahr, Amazone, Krone, m.fl.
  • 10 medarbejdere

Maskinhandler siden 1981

Direktør og ejer Kaj Kristensen og hans kone, Inger Marie (63), åbnede Manna Traktor- og Maskinforretning i 1981 i den tankstation med værksted, hvor Kaj mange år forinden var startet som tankpasser, fejedreng og uddannet som mekaniker. Senere samme år flyttede firmaet til det tidligere mejeri i Manna. Fra starten blev der handlet med Zetor og Ursus, sidenhen Fendt i 15 år, så Renault i 10 år, og i dag er traktormærket Deutz-Fahr. Et glidende generationsskift til værkfører Michael Jensen er startet.

3 styrker

  • Reservedele: Råder over 12.000 reservedele med hovedvægt på de forhandlede mærker
  • Vagtservice: Fra 1. april til 1. oktober døgnvagt på værksted og lager.
  • Service-eksperter: Opdaterede folk inden for Deutz-Fahr, Amazone, Krone, m.fl.

Erfaring og uddannelse

Værkstedet hos Manna Traktor, som firmaet kaldes i kort tale, giver arbejde til syv svende og en lærling. Svendene repræsenterer mange års erfaring og kendskab til de enkelte kunder - samtidig med, at de hver især er opdateret med kurser inden for maskintyper og -mærker for at kunne servicere såvel ældre som nye maskiner. Reservedelslageret tæller over 12.000 dele, så næsten enhver opgave på værkstedet eller i marken kan klares på stedet. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle