"Vi vil ikke have menneskeliv på sam- vittigheden"

Nye regler om lavere spænding i elhegn kan føre til flere kreaturer på vejene. Kvæg-formand opfordrer til civil ulydighed.

Ændres reglerne for indhegning af kreaturer og heste, inden de træder i kraft i år 2009, så opfordrer medlem af Dansk Kvægs bestyrelse, Henrik Dalgaard Christensen, til civil ulydighed.

"Alternativt må vi sige, at vi i stedet må binde køerne ind," fastslog Henrik Dalgaard Christensen.

"Samfundet ønsker flere dyr på græs, men med de nye regler kan vi ikke holde dem inde," konstaterede han.

"Og vi vil ikke have menneskeliv på samvittigheden," sagde Henrik Dalgaard på LandboNords årsmøde for kvægbrugere.

Det var de nye regler omkring elhegn, som på baggrund af en dødsulykke i starten af januar, blev hevet frem som en af de opgaver, Dansk Kvæg skal arbejde for.

"Hvis der ingen strøm er i hegnet, så er det svært at holde dyrene inde," konstaterede mælkeproducent Christen Dissing.

Forslaget om nye regler for elhegn med lavere spænding er gledet let gennem EU's lovmaskineri. Men Dansk Kvæg forsøger nu at få reglerne ændret.

"Vi har sat et benarbejde i gang," siger Henrik Dalgaard og nævner, at en højere spænding ikke handler om at give køerne stød, men snarere om at holde dyrene inde på græsmarken, så de ikke løber ud på vejen, som det er sket i flere tilfælde i den senere tid.

Det betød i starten af januar, at to unge mennesker mistede livet ved Terndrup, og det er den slags, man vil undgå.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle