Videncentret: Pesticidafgifter må ændres

Nye afgifter er nu fastlagt. Resistens er et stigende problem og vil forstærkes af afgifterne, advarer konsulent.

»De sprøjtemidler, som kan forebygge udviklingen af resistens, bliver betydeligt dyrere med de nye afgifter, og det må vi arbejde på at få ændret hurtigst muligt,« siger landskonsulent Poul Henning Petersen, VFL Planteproduktion, om de nye pesticidafgifter, som nu er vedtaget til ikrafttræden 1. juli.

»I år har vi fået et stigende antal henvendelser om ukrudtresistens, og med den ændring i middelvalget, som afgifterne vil give anledning til, vil problemet stige. Det er uholdbart på længere sigt,« siger han.

De nye afgifter på de fleste midler svarer stort set til de tal, som allede har været kendt i nogen tid. Afgifternes effekt på priserne vil kunne ses på middeldatabasen omkring 1. juli. Den seneste høring hos firmaerne har dog giver justeringer, eksempelvis er den nye afgift på Mavrik reduceret betydeligt i forhold til det først angivne som følge af, at effekten på dafnier nu angives til ferskvand og ikke saltvand, som det var tilfældet i første omgang. De nye afgifter vil ikke alene gøre nogle midler dyrere og andre billigere: Den ændrede konkurrence mellem midlerne ventes desuden at påvirke firmaernes fastsættelse af basispriser ud fra hensynet til den nye konkurrencesituation.

»Afgifterne vil få markedet for sprøjtemidler til at slå en kolbøtte, og der vil gå lidt tid, før konkurrencen mellem midler og firmaer har fundet et naturligt leje,« siger Poul Henning Petersen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle