Beretning fra Minkkommissionen bliver forsinket

Regeringen er under lup i sagen om aflivning af millioner af mink, hvor en beretning nu bliver forsinket.

Minkkommissionen bliver ikke færdig til tiden med sin beretning om sagen fra 2020, hvor flere millioner mink blev beordret aflivet, inden der var et lovgrundlag på plads.

Det fremgår af et brev til Folketingets Granskningsudvalg fra landsdommer Michael Kistrup, der er formand for kommissionen.

Beretningen var ventet til april, men det er ikke muligt at nå.

"Kommissionen forventer at afgive beretning i juni måned 2022", skriver Michael Kistrup.

Han har allerede orienteret udvalget om det i et tidligere brev fra december. Det accepterede udvalget, der dog var utilfreds. Derfor ventes der et møde mellem parterne.

Afhøringer har taget længere tid

Kommissionen blev nedsat i april i år og fik til opgave at undersøge sagen, hvor regeringen 3. november 2020 besluttede, at alle mink i Danmark skulle aflives.

Da det blev meldt ud dagen efter, var lovgrundlaget dog ikke på plads.

Beslutningen blev truffet af frygt for, at en eventuel mutation af coronavirus i mink var mere modstandsdygtig overfor vacciner.

Forsinkelsen skyldes, at nogle af afhøringerne i efteråret har taget længere tid end ventet, og at nogle vidner skal genafhøres efter nytår.

I november sidste år blev kommissionen pålagt en ekstra opgave. Den skulle undersøge, hvorfor politiet skulle kontakte minkavlere uden for smittezonerne og sige, at mink skulle aflives.

Spørgsmålet er, hvem der besluttede det og hvorfor.

Ifølge formanden for kommissionen har det også været med til at forsinke beretningen. Kommissionen har ikke mulighed for at genafhøre vidner i februar og marts, hvilket først kan ske i april.

"På dette tidspunkt regner kommissionen med at have et sådant overblik over sagen, at genafhøringerne kan koncentreres om enkelte spørgsmål", skriver Michael Kistrup i det tidligere brev fra december.

Det huer ikke formand for udvalget og folketingsmedlem Karsten Lauritzen (V) ifølge et tidligere svar til Kistrup.

Han kalder det en "afgørende forudsætning", at ekstraopgaven ikke måtte forsinke arbejdet.

Hvis der var risiko for det, skulle ekstraopgaven afvente selve hovedberetningen.

Ifølge Kistrup vil kommissionen aflevere én samlet beretning om selve hovedsagen og delen om politiet.

/ritzau/

Emneord

minkkommissionen

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle