BL-formand mener, at der er kommet mere faglighed ind i kvælstofkort. Nu er det bare måltallet, der er helt galt, mener han.
De nye kvælstofberegninger, LandbrugsAvisen tirsdag har kunnet løfte sløret for, er faktisk en slags godt nyt.
Det mener formand i Bæredygtigt Landbrug Peter Kiær.
"Når nu nordjyderne går fri af krav om målrettet regulering, så viser det, at myndighederne er blevet fagligt bedre klædt på", siger han og tilføjer:
"Det store problem er så, at man holder fast i det samme måltal. Det vil sige, at man rykker problemet over i andre vandoplande, hvor man nu får endnu større krav".
ren titanic
Netop fordi færre hektar nu skal fjerne mere kvælstof, vil loftet for andel af efterafgrøder også stige, hvis man fortsætter den nuværende reguleringsmodel.
Hvor man nu højst kan få et krav om 30 procent efterafgrøder, kan det stige til 42 procent i det nuværende regime.
"Og det er ren Titanic. Det er at sejle direkte mod et isbjerg, det går fuldstændig galt", siger Peter Kiær og fortsætter:
"Man er nødt til at erkende, at der ikke kan være flere tiltag på markfalden. Det, der er sket i Nordjylland, giver god mening, men fastholder man måltalene, så er vi på kollissionskurs for dansk landbrug".
Formanden mener, at de nye markante ændringer undergraver tilliden til systemet.
"Lige pludselig ændrer kortet sig over natten, og det er jo umuligt for bonden at have tillid til det. Vi skal væk fra modelberegninger, og vi skal ud og se, hvordan det rent fysisk ser ud i vandmiljøerne".