Butikskæder giver moms-rabat på frugt og grønt

Kæderne 365discount og Lidl sætter prisen ned på frugt og grønt i en periode for at fremme danskernes sundhed.

Et nyt initiativ skal fremme sundere spisevaner blandt danskerne.

Sådan lyder det fra butikskæden 365discount, der er en del af Coop Danmark.

Derfor har kæden besluttet at sætte prisen ned svarende til momsen på frugt og grønt i en uge, oplyser 365discount i en pressemeddelelse.

Det vil ske fra 25. til 31. januar.

Initiativet er en del af kædens "engagement i danskernes sundhed og en reaktion på den stigende inflation, der påvirker forbrugernes fravalg af sundere fødevarer", lyder det i pressemeddelelsen.

Samme initiativ har også Lidl fået øje på.

I hele februar trækker dagligvarekæden et beløb svarende til momsen fra prisen på al frugt og grønt, herunder også på tilbudsvarer, når man handler som Lidl Plus-kunde, skriver kæden i en pressemeddelelse.

Initiativet sker som en del af Lidls agenda om at give sine kunder bedre mulighed for at træffe sundere valg. En agenda, Lidl især de seneste år har sat et endnu større fokus på.

Hos 365discount ønsker man ud over at fremme danskernes sundhed også at sende en andet signal.

Prisnedsættelsen skal være en opfordring til politikerne på Christiansborg om at sænke momssatsen på frugt og grønt permanent.

- Ved at skære momsen på frugt og grønt, selv for en kort periode, ønsker vi at demonstrere over for politikerne på Christiansborg, hvordan prisen påvirker forbrugernes valg, siger Michael Tilsted, kædedirektør for 365discount, i pressemeddelelsen.

Han mener, at der er en alvorlig udfordring med de sunde madvaner.

- 48 procent af danskerne har ændret madvaner på grund af højere priser og i stigende grad spiser mindre sundt, siger Michael Tilsted.

Derfor håber han, at initiativet kan blive et statsskud til differentieret moms.

I Danmark tillægges der som hovedregel 25 procent moms på varer og ydelser, der sælges. De fleste andre europæiske lande har differentieret moms.

Hvis det blev en realitet i Danmark, kunne det betyde, at basisvarer og varer anbefalet af eksempelvis Sundhedsstyrelsen ikke beskattes med 25 procent, men i stedet beskattes ud fra vigtigheden for sundhed og CO2-aftrykket.

I 2022 skar 365discount momsbeløbet i et lignende initiativ. Det viste sig, at danskerne købte 23 procent mere frugt og 44 procent mere grønt i perioden, hvor momsen var skåret fra.

/ritzau/

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle