Canadiere lever godt med kvoten

Ellen og Paul MacLeod har 65 køer i bindestald i canadiske Ontario og er egentlig godt tilfreds med kvotesystemet. Alligevel gnaver en lille orm, for de kan ikke udvide, og lige syd for dem ligger en enorm mælkeproducent uden begrænsninger.

På den ene side lyder det som lidt af en drøm at kunne leve af 65 malkekøer - selvom de står i bindestald.

På den anden side går Ellen og Paul MacLeod, Woodstock, Ontario i Canada, rundt i en frygtelig kattepine for tiden. For de to sønner vil godt overtage, de har købt jord til en udvidelse, men de kan helt enkelt ikke komme til at købe mere mælkekvote. Grund: Der er ikke noget til salg!

Canadiske mælkeproducenter har levet i mange år med mælkekvoterne. På den ene side skaber det en stabil indkomst. På den anden side begrænser det udviklingsmulighederne.

»Selv hvis en farm i nærheden kommer til salg, kan vi ikke købe den og flytte kvoten over på vores egen farm,« fortæller Ellen MacLeod, der sammen med Paul og flere andre canadiske mælkeproducenter fra det samme område i sidste uge besøgte Danmark og Sverige. Det danske besøg afsluttede de med et ophold på Gjorslev Gods. Driftsleder Christian Pedersen var i sin tid i praktik på deres gård, hvor han arbejdede i ni måneder. Siden har de holdt kontakten ved lige, og i sit daglige arbejde er han inspireret af det, han lærte i Canada. Blandt andet bruges en hel del lucerne i besætningen.

Kvoten kan ikke vare ved

Selvfølgelig er der talt en masse om mælkekvotens ophør i EU på turen rundt i Danmark og Sverige. Og der er lavet jævnførelse til situationen i Canada.

»Jeg tror ikke på, at vi kan bevare kvoten i Canada. Vi har et enormt marked lige syd for os i USA, som ingen kvote har, og som producerer på livet løs. Vi kan ikke blive ved at holde grænserne lukkede,« mener Paul MacLeod.

Alligevel forudser han, at det bliver hårdt at se kvoten forsvinde - både i Canada en gang og i Europa.

»Vi har også været i Østrig, hvor mælkeprisen faldt, da kvoten forsvandt,« fortsætter han.

En positiv ting kan Ellen og Paul MacLeod dog se ved, at de ikke kan udvide lige nu:

»Det lærer vores sønner på 28 og 30 år tålmodighed. Det er de nødt til at have.«

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle