Chefkonsulent sætter tyk streg under alvoren i bekymrende regnskab fra Skare

En afkræftende konklusion er den mest alvorlige påtegning en revisor kan give. Det bliver ikke stærkere. Samtidig er det ikke underligt, at Kurt Skare ikke er enig med revisoren, siger chefkonsulent hos Foreningen af Danske Revisorer.

- Det bliver ikke stærkere. Det er den mest alvorlige påtegning en revisor kan give, siger Statsautoriseret revisor Lars Kiertzner, der er ansat som chefkonsulent hos FSR -  danske revisorer om den afkræftende konklusion som revisionsselskabet Deloitte gav Kurt Skare Holding Aps i det nyligt aflagte regnskab. 

Regnskabet blev offentliggjort fredag d. 1. april og blev efterfulgt af en usædvanlig pressemeddelelse fra direktør og stifter 77-årige Kurt Skare.

- Altså de siger på godt dansk: - Vi tror simpelthen ikke, at virksomheden kan overleve det her, siger Lars Kiertzner til landbrugsavisen.dk, da vi spørger ham ind til revisionspåtegningen i regnskabet.

Årsagen til den afkræftende konklusion i regnskabet angives i et af de første afsnit i revisionspåtegningen:

- Ledelsen har ikke på underskriftstidspunktet kunnet fremlægge en plan for, at koncernen kan opnå nye kreditter til indfrielse af de eksisterende samtidig med, at vi ikke har kunnet tilslutte os de af ledelsen udarbejdede budgetter omkring forventningerne til det kommende regnskabsår. Vi tager derfor forbehold for, at årsregnskabet er aflagt under forudsætning af fortsat drift, skriver revisor Jørn Jepsen i regnskabet.

Ifølge Lars Kiertzner er det de to punkter, der 'rydder bordet'. Altså de overskygger alt andet, der står anført i revisionspåtegningen.

- Det er likviditeten i forhold til at de skal ud og opnå nye kreditter og så er det budgetforudsætningerne fra ledelsen. Han (Jørn Jepsen. red.) tror simpelthen ikke på det, siger chefkonsulenten.

Kurt Skare pointerer i interview med landbrugsavisen.dk at virksomheden omsatte for 44 millioner kroner i sidste uge, og anfører at de budgetterer med en omsætning på to milliarder kroner i indeværende regnskabsår. 

- Det er ca. 800 millioner kroner mere end de foregående år, siger Lars Kiertzner.

Ikke underligt med andet syn på sagen

Men det er ikke underligt, at Kurt Skare ser anderledes på tingene, mener Lars Kiertzner.

- Det ligger jo i sagens natur, og det er klart han kender sin virksomhed bedre end nogen, men at det er historiske data, der er brugt, det har han (Kurt Skare. red) ikke ret i. For revisionen afsluttes først, når revisionspåtegningen underskrives, det vil sige 1. april 2022. Der er således foretaget en vurdering af de to forhold bag den afkræftende konklusion helt frem til den dato, hvilket i øvrigt også fremgår af påtegningen  (”på underskriftstidspunktet”), påpeger Lars Kiertzner med henvisning til Kurt Skares udtalelser om at data i regnskabet er "gamle tal".

Landbrugsavisens.dk har tidligere spurgt Kurt Skare om de divergerende opfattelser af værdiansættelserne og han anfører, at der er forskel på om et regnskab aflægges med going concern for øje eller ikke going concern.

Og det kan han godt have ret i, mener Lars Kiertzner. Dog ikke, for så vidt angår tilgodehavender fra salg. I andet afsnit af grundlaget for den afkræftende konklusion, skriver Deloitte: 

- Tilgodehavender fra salg, der i balancen er indregnet til 249,6 mio. kroner, er efter vores opfattelse værdiansat 120,8 mio. kroner for højt på grund af manglende nedskrivning af nogle dubiøse debitorer. Egenkapitalen og årets resultat er således overvurderet med 120,8 mio. kroner, lyder det i regnskabet.

- Debitorernes gæld falder ikke væk uanset om det er going concern eller ej. Og de 120 millioner kroner alene vil jo fjerne ejenkapitalen, der i dag er på 83 millioner kroner, med ét hug og den vil gå i minus 37 millioner kroner", siger Lars Kiertzner.

Med hensyn til kapitalandele i tilknyttede virksomheder og tilgodehavender i tilknyttede virksomheder i moderselskabets regnskab har Kurt Skare en pointe i, at der er tale om afledte effekter af uenigheden om fortsat drift, mener Lars Kiertzner.

Landbrugsavisen.dk har forsøgt at indhente en kommentar fra revisor Jørn Jepsen. Det har indtil videre ikke været muligt. 

Han har søndag bekræftet sin vurdering af, at regnskaberne ikke burde være aflagt med fortsat drift for øje overfor Agriwatch, men ønskede, af hensyn til sin tavshedspligt, ikke at udtale sig ud over de påtegninger og kommentarer, han har lavet i koncernens mange regnskaber.

Leverandør stoler på Skare

Ifølge flere af Skare Gruppens har der dog ikke været slinger i valsen i forhold til at få sine penge. 

Kreaturhandler Herluf Jensen har tidligere sagt til landbrugsavisen.dk at han stoler på, at han får sine penge, når han handler med Skare Gruppen. Indtil videre har han ikke grund til andet, siger han.

Emneord

Top2

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle