Hele det tumultariske forløb omkring nedlægning af det danske minkerhverv bliver undersøgt, og vi ved af gode grunde ikke, hvad det ender med. Men én ting bør være sikker: De ansvarlige for Fødevarestyrelsens aflivninger af mink skal ikke slippe uden påtale. Det skriver chefredaktør Christian Friis Hansen i denne kommentar.
"Mange har set de grumme billeder af mink, der stak hovedet op fra en aflivningskasse i kampen for at komme ud, selv om alle dyr nede i kassen burde være stendøde. Vi har også hørt historien om levende mink ved forbrændingsanlæg, hvor ansatte blev udstyret med salonrifler for at skyde dem.
Altsammen scener fra slutningen af 2020, som de fleste gerne vil slette fra nethinderne. Men en aktindsigt, som LandbrugsAvisen har begæret, bidrager desværre yderligere til forestillingen om, at myndighederne simpelthen ikke havde styr på tingene. Der var således tale om langt flere scener end dem, der tilfældigvis blev optaget på et kamera.
Vi husker, at minkbranchen, da beslutningen om at slå minkene ned blev taget, tilbød at stå for arbejdet. De var trods alt eksperter med årelang praktik i hænderne. Men nej, det skulle partout være staten og myndighedsansatte. Den ideologi og tro, der ligger til grund for sådan en livsopfattelse, er der allerede skrevet dusinvis af bøger om. Men det, at tilgangen er kendt og beskrevet, er ingen undskyldning. Først da minkavlerne alligevel blev sat til at forestå aflivningerne, kom der igen styr på tingene. Det har nogen et ansvar for, og det ansvar skal placeres.
Vi bryster os ofte af at leve i en retsstat. I retsstaten er der regler for det meste - herunder også dyrevelfærd. Og de kan ikke være forskellige, når det eksempelvis gælder aflivning af dyr og det ansvar, man bærer herved. Det, der skete med minkene, da myndighederne stod for aflivningerne, ville have givet bøder og det, der er værre, i lange baner, hvis de samme myndigheder havde fanget en privat mand i at gøre det samme. I og med, at det skete i coronaperioden, måske endda med skærpelser i strafferammen.
Når man via aktindsigten kan se, at der langtfra var tale om enkelttilfælde, tegner det billedet af myndigheder og besluttende politikere, der i bedste fald ikke anede, hvad de havde med at gøre og satte i gang, i værste fald var ligeglade.
Under alle omstændigheder vil det være et gigantisk knæk for retsopfattelsen, hvis ikke myndighedernes ageren efterforskes med samme nidkærhed, som de selv lægger for dagen, når de står i anklagerens rolle. Samtidig skal det påses, at man ikke oppefra skubber skylden nedad i systemet, så det er de små fisk og fodsoldaterne, der ender med Sorteper. Ganske meget tyder på, at den enkelte ansatte derude i marken i beskyttelsesdragt og med friskluftstilførsel blev stillet en opgave, som var stort set umulig at løse.
Der var tale om en gigantisk systemfejl, et ubegrundet hastværk og en voldsom egenrådighed fra myndighedernes side. Og den tilgang kom ikke nedefra, men fra oven".
