Coop-medlemmer har købt aktier i øko-jordfond til en halv hektar

Coop-medlemmer har siden 18. december haft mulighed for at købe såkaldte folkeaktier til opkøb af jord og gårde til økologisk drift. Der er til nu indsamlet 81.855 kr.

På fem dage har Coops medlemmer købt aktier for 81.855 kr. i Danmarks Økologiske Jordbrugsfond via Coop Crowdfunding, som har udbudt de såkaldte "folkeaktier" i samarbejde med Økologisk Landsforening og Danmarks Naturfredningsforening. Det oplyser Coop Danmark i en pressemeddelelse.

Målet med fonden er at fastholde og øge det økologiske landbrugsareal i Danmark. Gennem opkøb af jord og gårde skal den økologiske jordbrugsfond medvirke til, at det lykkes.

Med en jordpris i Danmark på ca 160.000 kr. pr.hektar i snit - afhængig af jordbonitet og beliggenhed - rækker det indsamlede beløb fra Coop-medlemmerne indtil nu altså til opkøb af en halv hektar.

Coop: Forrygende start

Aktierne - som reelt er en donation - blev udbudt fra 18. december med et mindstebeløb på 250 kr. pr. stk. og kan købes frem til 31. januar 2018. Før aktierne blev udbudt til Coops 1,7 mio. medlemmer, var målet at nå et beløb på 76.500 kr. - og det er man altså i mål med. 

"For første gang er det lykkes at samle landbrugs-, natur- og forbrugerinteresse om et fælles formål. Den forrygende start er meget positiv og lover godt for fremtiden," udtaler projektleder Nicolai Jæpelt, Coop Crowdfunding.

Det er efter opfordring fra lokale formænd for butikker i Coop og brugsforeningerne, at samarbejdet med Danmarks Økologiske Jordbrugsfond er kommet i stand, oplyser Coop.

En af formændene er Bent R. Nielsen, Kvickly Stenløse.

"Det er da fantastisk, at alle vi småsparere kan være med til at starte projekter op, der både er godt for klimaet, grundvandet, mindske brugen af pesticider samt skaffe os forbrugere flere sunde fødevarer," siger Bent R. Nielsen i pressemeddelelsen.

Ifølge Coop har Den Økologiske Jordbrugsfond i forvejen samlet ca. 22 millioner kr. ind.

 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle