Corona har ramt økologieksporten hårdt

Eksporten af økologiske fødevarer faldt med knap 250 mio. kr. i 2020 til i alt 2,8 mia. kr. Det viser netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik. Coronapandemien, logistikudfordringer og manglende fysiske eksportaktiviteter var medvirkende til at eksporten blev hårdt ramt. Landbrug & Fødevarer håber, at kommende eksportfremstød kan vende kurven.

Coronapandemien i 2020 betød at eksporten af økologiske fødevarer faldt, især til de fjerntliggende markeder i Asien.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at eksporten til Asien faldt fra 489 mio. kr. i 2019 til 311 mio. kr. i 2020.

Det var især børneernæring og modermælkserstatning til Indonesien og Kina, som var årsagen hertil, forklarer Mette Jasper Gammicchia, chef for Marked & Ernæring i Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.

"På fjernmarkeder som Kina og Indonesien er fysiske markedsaktiviteter og netværk rigtig vigtigt, og det har på grund af coronapandemien haft vanskelige vilkår. Landbrug & Fødevarer har både i 2020 og 2021 været nødt til at aflyse planlagte eksportfremstød på Asiens største økologimesse i Shanghai. Vi håber meget, at det vil blive muligt at gennemføre i maj i år i Shanghai", siger hun

En anden årsag til nedgangen til Asien er formentlig logistikudfordringerne med transport til Asien, ligesom blandt andet Indonesien har været hårdt ramt af coronapandemien.

Trods nedgangen i modermælkserstatning til Asien, så udgør mejerivarer samlet set fortsat omkring halvdelen af den samlede eksport på 2,8 mia. kr. Eksporten af mælk, ost og smør til Tyskland og øvrige nærmarkeder er fortsat stor.

Den næst vigtigste eksportvare er grisekød, og her ses en stigning især til det tyske marked. Nærmarkederne Tyskland og Frankrig er de suverænt vigtigste markeder for grisekød. Eksporten af økologisk kød steg med 6 pct. til i alt 366 millioner kr. i 2020.

"Tyskland har altid været et vigtigt marked for eksport af dansk økologi. Derfor har vi i 2021 gennemført flere eksportfremmende aktiviteter på det tyske marked. Senest med statsbesøget i Berlin med fokus på storkøkkener og foodservicesektoren. Det har ført til øget vækst og udvikling på det tyske marked. Vi kan helt konkret se, at vores indsatser gennem flere år har øget interessen, hvilket stemmer overens med de ambitiøse mål, vi hele tiden sætter os for vores erhverv. Herunder med større fokus på bl.a. dyrevelfærd, som giver nogle helt konkrete muligheder for eksport af økologiske grise fra Danmark", siger Mette Jasper Gammicchia.

Selvom eksporten af økologi er faldet under coronapandemien i 2020, så er det svært at forudsige, hvordan eksporttallene for 2021 kommer til at se ud. For virksomheder, der ikke hidtil har haft eksport, har 2020 været et rigtig vanskeligt år, mens store eksportvirksomheder med solidt fodfæste på eksportmarkeder nemmere har kunnet klare udfordringerne på nærmarkederne, da de kender mange af deres kunder i forvejen.

Landbrug & Fødevarer har, udover eksportfremstødet i Tyskland, også gennemført et fysisk eksportfremstød i Italien. Derudover er der holdt en række virtuelle møder med skandinaviske butikskæder. 

"Vores fornemmeste opgave er at følge de internationale tendenser og udvikling og at kunne agere og udvikle på de markeder og problemstillinger som er højaktuelle til glæde for den samlede danske økologiske eksport. Derfor ser vi også frem til i 2022 at have fokus på markeder som Storbritannien, hvor vi ser skærpede krav som direkte følge af Brexit og Sydeuropa, hvor vi ser økologien blandt forbrugerne øge terræn med fokus på den personlige sundhed trods hårde økonomiske kår som konsekvens af corona.
- Derudover fortsætter vi også indsatser fra 2021 på de nordiske markeder og Tyskland, hvor særligt foodservice og videreudvikling af denne bliver et nøgleord for 2022. Så er der de asiatiske markeder, hvor vi fortsat arbejder på oplysning om økologiens kvaliteter og bæredygtighedsagendaen som alle tal viser, de kinesiske og japanske forbrugere bliver mere bevidste om og efterspørger", siger Mette Jasper Gammicchia.
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle