Danish Crown-boss om Kina: Pas på med at sætte alt på rødt

Prisforskellen mellem et lunkent Europa og et brandvarmt Asien er stor. Alligevel vil adm. direktør Jais Valeur ikke for alt i verden pumpe yderligere svinekød til Kina.

Eksporten til Kina er buldret frem for Danish Crown de seneste år som følge af pandemien med ASF (afrikansk svinepest).

Men der er også en grænse, mener adm. direktør Jais Valeur. Det gælder både den praktiske virkelighed i, hvor mange frysehuse og containere, der er muligt at få fat på logistisk set - og så den ønskelige eksponering.

"30 procent af vores eksport fra Danmark er gået til Kina i det seneste regnskabsår. Det er et meget godt og et meget højt tal", fortæller han.

- Skal I øge det yderligere og kan I i givet fald gøre det?

"Hvis jeg har lært noget af mine år i Danish Crown er det, at der aldrig er en definitiv kapacitet i en fabrik. Vi arbejder hele tiden med at kigge på flaskehalse, ændre og flytte rundt, for at se, om vi kan få det til at køre hurtigere. Hidtil er vi lykkedes hver måned med at øge kapaciteten, så jeg har en tro på at vi kan gøre det", siger han, men tilføjer så hurtigt:

"Men vi skal så også tænke på at balancere risici. 30 procent er et godt og højt tal. Men man skal også passe på med ikke at sætte alt på rødt. Det kan være lønsomt, men så også pludselig blive risikabelt. Jeg søger som chef i Danish Crown, at vi skal udnytte mulighederne, men også holde balancen i forretningen".

1,5 kroner i forskel?

Lige nu er prisforskellen mellem det lunkne og overforsynede Europa og de buldrende asiatiske markeder enorm, det levner selskabets ugentlige noteringer ingen tvivl om. Når flere af slagterierne herhjemme bliver lukket til Kina, som det aktuelt er tilfældet med Horsens og Sæby, kan det aflæses på svineproducenternes afregninger.

Forleden meldte Danish Crown, at man fra december indfører fradrag på de såkaldte B-grise eller ekstra-grise, som andelshaverne måtte komme med ud over deres normale leverancer fra de seneste år. 

Her er fradraget 142 kroner per gris - svarende til 1,5 kroner per kilo - hvilket især ifølge slagteriet skal afhjælpe forskellen på at levere til Asien og Europa med de ekstra kilo.

- Er prisforskellen virkelig 1,5 kroner på Europa og Asien lige nu?

"Det kommer an på produkterne, men Asien er på trods af, at der har været prisfald i Kina stadig på et attraktivt niveau, og Asien er det, der skal trække efterspørgslen det kommende år".

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle