Jais Valeur: Året har været fuldstændig vanvittigt

Med hele to pandemier i spil, har Danish Crown mildest talt haft udfordringer nok at forholde sig til. Alligevel kan topchef Jais Valeur præsentere rekordresultater.

"Et fuldstændig vanvittigt år".

Sådan betegner topchef Jais Valeur selv regnskabsåret 2020/21, som han netop i dag præsenterer regnskab for.

Med hele to pandemier, der trækker i hver sin retning og vrider verden over i to, rent pris- og afsætningsmæssigt, kunne det have endt med et regnskab, der også var lagt i en skruetvinge. 

Men slagteriselskabet kunne i dag fremlægge en af de bedste indtjeninger i adskillige år - og en rekordhøj restbetaling til de nu under 6000 andelshavere.

"Jeg vil glæde mig over det år, der er gået. Vi har været igennem et år, der har været fuldstændig vanvittigt", siger han.

"Den afrikanske svinepest i Tyskland har sænket markedet fuldstændig og vi ser lige nu, at det fortsat spreder sig i Tyskland. Samtidig har vi et Asien, der er fornuftigt, så det giver et meget blandet billede", konstaterer topchefen.

Europæisk marked mangler efterspørgsel

De kommende måneder forventer Jais Valeur ikke at se bedring i de nuværende priser og noteringer.

"På den korte bane vil vi se priser, der bliver dårligere. Senest i går så vi, at den tyske notering faldt 8 cents (59,6 øre, red). Vi har et svagt marked i Europa. Selv om alle grisene ikke bliver slagtet i Tyskland, så mærker vi den manglende restaurationsbranche. Der er ikke noget, der gør mig optismistisk der - efterspørgslen skal komme uden for Europa", siger han.

I stedet lever Danish Crown højt på markedsadgangen til Kina, omend den også har været præget af midlertidige lukninger i årets løb.

"Det er bare et vilkår, at der kan blive åbnet og lukket til Japan og Kina. Vi synes, at vi og de danske myndigheder har en god dialog, og jeg håber på snarlig genåbning til Horsens og Sæby", siger direktøren.

30 procent af hele slagterikoncernens grise er gået til Kina.

"Det er et godt og et højt tal", konstaterer slagteribossen.

Flyvende priser faldt som sten

Som direkte følge af corona-pandemien faldt noteringerne, som blev de pløkket ned.

Fra 1. marts til 1. oktober faldt noteringen for grise med hele 28 procent, mens søerne blev halveret i pris og de i forvejen pressede kreaturernoteringer mistede 5 procent af værdien.

Danish Crown har dog hentet en hel del af tabet hjem på, at den omfattende forædlingsvirksomhed, som Jais Valeur har sat yderligere strøm til via blandt andre opkøb de seneste år, kunne profitere på det ferske køds nedtur.

"Når halvdelen af vores forretning er forædling, giver de lavere priser gode indkøbsmuligheder", konstaterer han og henviser til, at koncernens fire forædlingsenheder, nemlig DAT-Schaub, svenske KLS-Ugglarps, Danish Crown Foods (det tidligere danske Tulip), samt polske Sokolow alle leverer på langt højere niveau.

Faktisk er indtjeningen fra de fire samlet set  70 procent højere end for fire år siden. Jais Valeur påpeger dog, at der stadig er ekstra motorkraft at finde i selskaberne, via endnu bedre markedsføring og innovation.

Covid koster

Corona-pandemien har trukket sit tydelige spor i selskaberne, også på omkostningssiden, erkender topchefen.

"Jeg har ikke et præcist tal for, hvor mange penge vi har brugt på covid-10, men det er et trecifret millionbeløb. Vi tester lige nu 3000 medarbejdere om ugen, vi bruger mundbind og vi har nedsat kapacitetsudnyttelse. Så det er et stort beløb, vi bruger på covid", siger han og fortsætter så:

"Men det største er jo det beløb, som noteringen er faldet med. Ellers havde vi haft helt andre resultater. Tænk på, at vi havde et marked, der var flyvende", siger han med henvisning til noteringen, der nåede 14,30 kroner per kilo i starten af marts.

"Det var fortsat. Hvis der altså ikke var kommet corona".

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle