Danish Crown-topchef: Vi er ikke truet på eksistensen

Jais Valeur afviser, at slagterikoncernen ender i en situation som i 00'erne, hvor Danish Crown kæmpede med lave noteringer og lukning af slagterier.

I en årrække frem mod 2009 kæmpede Danish Crown med, at mange landmænd som følge af en lav notering begyndte at eksportere smågrise til Tyskland, hvor de blev opfedet og solgt til væsentlig højere priser til tyske slagterier.

Det betød faldende leverancer til Danish Crowns danske slagterier med lukninger til følge. Samtidig blev dele af forædlingen flyttet til blandt andet Tyskland, hvor lønningerne er betydelig lavere, hvilket i sidste ende skabte en svag konkurrenceevne hos slagterikoncernen.

Men selvom situationen anno 2022 ligner billedet fra 00’erne, så afviser Danish Crowns topchef, Jais Valeur, i et interview med erhvervsmediet Finans, at Danish Crown er ved at komme ind i en ond cirkel igen og trues på eksistensen. 

- Danish Crown er slet ikke i nærheden af den situation, som for år tilbage truede virksomhedens eksistens. Vi langt mere robuste nu og har en stærkere balance. Jeg ser ingen fare for, at vi igen ender i sådan en nærdødsoplevelse, siger Jais Valeur til Finans.

Værdikæden er i krise

Han afviser ligeledes, at Danish Crown er i krise. Det er derimod hele værdikæden som er i krise.

- Driftsøkonomien er under vand hos både landmændene, slagterierne, forædlingsindustrien og detailhandlen. Der bliver på samme tid tabt penge i hele værdikæden, hvilket aldrig er set før. Normalt er der altid god indtjening et eller andet sted i værdikæden. Lige nu er det galt i alle led, og det gælder i hele Europa, siger Jais Valeur til Finans.

Griseproducenterne har i år tabt i gennemsnit 2,5 kr. pr. produceret kilo kød. Det har medført, at bestanden af grise i Danmark nu falder hurtigere end på noget tidspunkt de seneste 14 år. 

Det er en af årsagerne til, at Danish Crown i sidste uge fyrede 350 ansatte på slagterierne i Sæby og Ringsted.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle